Slagtet af kommunalvalget: Tulle går af

Kaster håndklædet i ringen efter katastrofevalg

Kristian Thulesen Dahl meddeler nu, at han går af som formand for Dansk Folkeparti.
Udgivet Opdateret

DF-formand Kristian Thulesen Dahl vil trække sig som formand for partiet ved et ekstraordinært årsmøde, som han har anmodet hovedbestyrelsen om at indkalde til.

Det siger han, efter at han har talt med folketingsgruppen på et gruppemøde.

Ved tirsdagens kommunalvalg blev partiet mere end halveret. Og det er årsag til, at Kristian Thulesen Dahl mener, at partiet nu skal have ny formand.

Det er op til hovedbestyrelsen af beslutte, om der skal indkaldes til ekstraordinært årsmøde.

Kristian Thulesen Dahl siger, at han er helt overbevist om, at der bliver indkaldt til årsmøde.

Du regner ikke med at fortsætte som formand?

- Nej, for ellers ville jeg ikke gøre det her.

Har kæmpet for formandspost

DF-formanden har efterhånden i noget tid kæmpet for sin formandspost.

Dansk Folkeparti blev ved tirsdagens valg mere end halveret i forhold til kommunalvalget for fire år siden, hvor partiet opnåede 8,74 procent af stemmerne. Det var allerede dengang en tilbagegang.

Siden fulgte valgnederlag til Europa-Parlamentet i maj 2019 og ved folketingsvalget i juni samme år.

Det er altså det tredje dårlige valg, hvor Thulesen Dahl står i spidsen for partiet.

- Vi bliver nødt til at komme ud af det dødvande, vi har været i, de seneste par år. Vi bliver nødt til at genvinde kontakten til de vælgere, der kan stemme på Dansk Folkeparti, siger han.

Klar tale

Allerede tirsdag aften, inden alle stemmer var talt op, lød det fra Kristian Thulesen Dahl, at hans rolle som formand skulle evalueres.

Få timer senere er talen mere klar.

- Der er jo sket det, at der er sket det, fra jeg udtalte mig sent i aften, at vi nu har det fulde billede og det fulde resultat. Og jeg har haft lejlighed til at have nogle ekstra timer til at tænke over tingene og er nået frem til, at det her er den rigtige beslutning.

Adspurgt om han er lettet over beslutningen, svarer Kristian Thulesen Dahl.

- Nej, men jeg er afklaret.

Kristian Thulesen Dahl

Kristian Thulesen Dahl født 30. juli 1969 i Brædstrup i Østjylland er en dansk politiker og formand for Dansk Folkeparti.

Han repræsenterede Fremskridtspartiet i Folketinget 1994-1995, hvorefter han blev medstifter af Dansk Folkeparti og skiftede til det, som han har repræsenteret i Folketinget fra 1995.

Thulesen Dahl overtog formandsposten på Dansk Folkepartis årsmøde i september 2012, efter at formand Pia Kjærsgaard den 7. august 2012 meddelte, at hun ville gå af som partiformand.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS