Ventede på 'slette-Mette' i flere måneder

Over fire måneder efter at Minkkommissionen bad om sms-beskeder oplyste Statsministeriet, at de var slettet

Over fire måneder efter, at Minkkommissionen bad blandt andet statsministeriet om at sikre telefonisk materiale såsom sms-beskeder, der kunne være relevant for kommissionens undersøgelse af aflivningen af alle mink, svarede Statsministeriet, at sms-beskeder hos blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S) var blevet slettet efter 30 dage. (Arkivfoto)
Over fire måneder efter, at Minkkommissionen bad blandt andet statsministeriet om at sikre telefonisk materiale såsom sms-beskeder, der kunne være relevant for kommissionens undersøgelse af aflivningen af alle mink, svarede Statsministeriet, at sms-beskeder hos blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S) var blevet slettet efter 30 dage. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

I over fire måneder ventede Minkkommissionen på sms-beskeder fra blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S), før Statsministeriet oplyste, at sms-beskeder fra den relevante periode var blevet slettet.

Det skriver B.T. mandag.

29. april bad Minkkommissionen de relevante ministerier for dens undersøgelse om at sikre telefonisk materiale fra perioden op til og omkring beslutningen om at aflive alle mink.

I nogle ministerier førte det til påbud om ikke at slette materiale - herunder sms-beskeder.

Ifølge Jyllands-Posten har både Justitsministeriet og Miljøministeriet bedt medarbejderne om ikke at slette sms-beskeder.

Fire personer i Statsministeriet

I Statsministeriet har fire personer - herunder statsminister Mette Frederiksen (S) - haft en praksis med automatisk sletning af sms-beskeder. I statsministerens tilfælde efter 30 dage.

Den information gav Statsministeriet først til Minkkommissionen 8. september - altså over fire måneder efter at kommissionen henvendte sig.

Ud over statsminister Mette Frederiksen mangler der sms-beskeder fra departementschef Barbara Bertelsen, stabschef Martin Justesen og topembedsmand Pelle Pape.

Der er siden blevet igangsat et arbejde for at genskabe sms-beskeder til kommissionen.

Udleveret af modtageren

Nogle sms-beskeder fra eksempelvis Barbara Bertelsen og Pelle Pape har været forelagt kommissionen.

Men det er udelukkende, fordi kommissionen har fået beskederne udleveret af modtageren.

SMS-skandalen

Det er kommet frem, at Mette Frederiksen og hendes nærmeste medarbejdere i Statsministeriet - departementschef Barbara Bertelsen, særlig rådgiver Martin Justesen og topembedsmand Pelle Pape - har slået automatisk sletning til på deres telefoner. 

Det betyder, at granskningskommissionen - bedre kendt som Minkkommissionen - ikke har adgang til sms-beskeder, som er sendt internt mellem parterne i Statsministeriet.

Derfor betegnes sagen om den automatiske sletning som en skandale.

Justitsministeriet har bedt politiets IT-eksperter om hjælp med at genskabe de slettede sms'er.

Powered by Labrador CMS