Besejrer besværlig chilener

Holger Rune er efter en sejr over chilenske Cristian Garin klar til semifinalen i BMW Open

Udgivet Opdateret

Holger Rune er et skridt nærmere et titelforsvar i den tyske ATP 250-turnering BMW Open.

På det røde grus i München vandt det danske tennistalent fredag sin kvartfinale over chilenske Cristian Garin, der er nummer 86 i verden.

Holger Rune var klart bedst i første sæt, mens han måtte slide mere for det i andet sæt. Danskeren bøvlede lidt med fysikken og måtte få behandling midtvejs i andet sæt.

Er presset

Måske derfor blev spillet en smule forkvaklet. Men cifrene var klare og tydelige. Holger Rune vandt 6-2, 6-4.

Holger Rune anerkendte efter kampen, at kroppen er presset efter flere uger med hårdt program.

- Jeg har spillet mange kampe, så kroppen er måske ikke ideel. Men jeg elsker det her sted. Jeg elsker at spile på banen foran et dejligt publikum, så tak for det, lød det i vinderinterviewet fra den unge dansker.

Australier venter

Nu venter semifinalen mod australske Christopher O'Connell, der er placeret som nummer 82 på verdensranglisten.

Topseedede Holger Rune sad over i første runde af turneringen i det sydlige Tyskland, og i sin første kamp torsdag vandt han sikkert over tyske Yannick Hanfmann.

Han tog sikkerheden med videre ind i fredagens første sæt, hvor han tidligt sikrede sig et servegennembrud mod Garin og kørte sætsejren sikkert i hus.

Behandling på banen

Garin løftede sit niveau i andet sæt og tvang Holger Rune op i tempo. Chileneren sænkede sin fejlprocent ganske betragteligt, og kampen var meget lige.

Da Holger Rune var kommet bagud 2-3, måtte han tage imod behandling af både læg og ankel, og danskeren så da også ud til at have mistet noget af den bevægelighed, der prægede ham i første sæt.

Nervøst

Alligevel lykkedes det ham kort efter at sikre sig et servegennembrud, så han kom foran 4-3 og senere 5-3.

Holger Rune Blå bog

Fulde navn: Holger Vitus Nødskov Rune

Født 29. april 2003

188 cm

Blev professionel i 2020

Debut som 14-årig på det danske landshold

Opvokset i Gentofte og startede tenniskarrieren i Hellerup Idrætsklub (HIK)

Herefter sneg nervøsiteten sig ind i begge lejre, og det smittede af på spillet. Både Rune og Garin lavede nogle besynderlige fejl, men danskeren samlede sig og trak det længste strå til sidst.

Holger Rune slog Cristian Garin på sin vej til semifinalen. (Arkivfoto).
Holger Rune slog Cristian Garin på sin vej til semifinalen. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS