Dansk EM-helt er sur

Henrik "Store" Larsens efterlyser på Facebook sin landsholdstrøje fra EM-kampen mod Frankrig i 1992

Henrik Larsen scorede for Danmark mod Frankrig i gruppespillet på vej mod EM-triumfen i 1992. (Arkivfoto)
Henrik Larsen scorede for Danmark mod Frankrig i gruppespillet på vej mod EM-triumfen i 1992. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Den landsholdstrøje, Henrik "Store" Larsen bar, da han scorede til 1-0 for Danmark mod Frankrig på vej mod EM-triumfen i 1992, er blevet stjålet.

Det skriver den tidligere landsholdskæmpe selv på Facebook.

Trøjen har været en del af en udstilling på Ofelia Plads i København under årets EM-slutrunde, men den hænger der ikke længere.

På Facebook varsler Henrik "Store" Larsen et surt opstød.

- Til den person, der har lånt/stjålet denne EM-trøje fra 1992 fra Ofelia plads, hvor den var udstillet, den må du gerne levere tilbage, skriver han.

Lene Kryger Pedersen, der er projektleder hos organisationen bag EM i Danmark, fortæller til TV2, at tyveriet er meldt til politiet.

Trøjen var hængt op på en væg og skruet fast bag en glasplade.

Bare den kommer tilbage

Henrik "Store" Larsen håber, at gerningsmanden vil levere den tilbage, uddyber han til TV2. Sker det, vil han ikke gøre mere ud af sagen.

- Det er ikke utænkeligt, at der er nogen, der har været halvfulde. Så kan det jo ske. Man kan have begået en dumhed. Bare den kommer tilbage.

- Trøjen er nem at kende, for min autograf sidder bag på den ene skulder, siger han.

Henrik 'Store' Larsen

Henrik Larsen - også kaldet 'Store' - har bl.a. spillet i de danske klubber Taarbæk IF, Lyngby Boldklub og FC København samt i den italienske klub SC Pisa og i den engelske klub Aston Villa.

I perioden 1989-1996 spillede han 39 landskampe og scorede 5 mål, heraf tre af dem ved EM i fodbold 1992 i Sverige.

Kilde: Kilde: Wikipedia

Blev topscorer

Henrik "Store" Larsen blev topscorer ved EM i 1992, hvor Danmark endte med at snuppe en sensationel sejr over Tyskland i finalen.

Han scorede i alt tre kasser. Den første kom mod Frankrig i gruppespillet, hvor han bar den trøje, der nu er stjålet. De to sidste scoringer faldt i semifinalen mod Holland.

Powered by Labrador CMS