FCK-ikon: -De tænker med røven

Per Wind har sidste arbejdsdag i FCK på søndag og sender et par stikpiller til ledelsen på vejen ud

Udgivet Opdateret

Det vakte undren og vrede i og omkring FC København, da det i september kom frem, at ledelsen havde fyret klubikonet Per Wind, som havde titel af general manager.

Wind udtrykte sin skuffelse, men efter et lidt mærkeligt forløb blev det besluttet, at han skulle fortsætte sæsonen ud i klubben, som han har været ansat i siden 1999.

Per Wind forlader efter denne sæson FCK - efter 23 år i klubben. (Arkivfoto)
Per Wind forlader efter denne sæson FCK - efter 23 år i klubben. (Arkivfoto)

Siden fyringen har der været roligt udadtil, men inden Per Winds sidste kamp med klubben på søndag, sender han nu en bredside afsted mod klubledelsen - nærmere bestemt sportsdirektør Peter "PC" Christiansen og Daniel Rommedahl, director of football operations.

Langer kraftigt ud

Det var de to, som stod bag fyringen af Per Wind, og i et interview med B.T. langer han kraftigt ud efter de to lederes ageren i sagen.

- Det er for helvede ikke raketvidenskab at behandle en medarbejder med respekt og værdighed.

- De har tænkt med røven, og det er jo bare et giga selvmål, de to herrer Peter Christiansen og Daniel Rommedahl har lavet, siger Per Wind til B.T.

Han er blandt andet uforstående overfor, at de to ledere ikke havde sat sig ind i, at han denne sommer runder 67 år og dermed har alderen til at gå på pension.

Det gør ondt

Ifølge Per Wind havde svaret på spørgsmål om hans ønsker for fremtiden været, at han satsede på, at sønnen Jonas Wind blev solgt (det blev han i januar 2022, red.), og så kunne han trække sig tilbage og følge sønnikes videre karriere.

I stedet fik Per Wind, der indledte sin karriere i klubben som målmandstræner, en uventet fyreseddel.

- Det gør stadigvæk ondt, selv om det er otte måneder siden. Jeg bebrejder ikke FCK, men jeg bebrejder de to ("PC" og Rommedahl, red.), lyder det fra Per Wind.

FC København

FC København (FCK) blev stiftet i 1992 som en overbygning mellem KB og B1903.

Siden da har klubben opnået status som landets førende, og har vundet mesterskabet 13 gange samt otte pokaltitler.

Klubben har desuden kvalificeret til adskillige europæiske gruppespil, herunder ni sæsoner i træk mellem 2006 og 2014. I samme periode blev man også det første danske hold, der kvalificerede sig videre til Champions Leagues ottendedelsfinaler.

FCK spiller deres hjemmekampe i det danske nationalstadion Parken, som klubben også ejer. Her er plads til 38.065 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Vinder (13): 1993, 2001, 2003, 2004, 2006, 2007, 2009, 2010, 2011, 2013, 2016, 2017, 2019

Sølv (5): 1994, 2002, 2005, 2012, 2014, 2015

Bronze (2): 1998, 2008

Pokalturneringen

Vinder (8): 1995, 1997, 2004, 2009, 2012, 2015, 2016, 2017

Sølv (4): 1998, 2002, 2007, 2014

Kilder: fck.dk/Wikipedia

Powered by Labrador CMS