Kevin Magnussen lægger stærkt ud

Kevin Magnussen kørte en flot kvalifikation og starter som nummer fire i Miami, hvor Max Verstappen er nier

Udgivet Opdateret

Kevin Magnussen sluttede lørdag som en flot nummer fire i kvalifikationen til søndagens Formel 1-grandprix i Miami.

Det er første gang i år, at den danske Haas-kører overhovedet nåede videre til tredje og sidste kvalifikationsrunde, Q3.

Han blev hjulpet en smule på vej af Ferrari-køreren Charles Leclercs uheld i Q3, der gav et rødt flag. Det betød, at adskillige kørere ikke nåede deres sidste planlagte omgang.

- Fantastisk. Vi var lidt heldige med det røde flag, men vi kørte stadig en rigtig god omgang på det første sæt dæk, der endda var brugt.

Altid sjovt

- Det er altid sjovt at få så godt et resultat. Der er jo deroppe, man gerne vil være. Det er ikke helt der, hvor vi hører til endnu, men vi tager, hvad vi kan få, siger Magnussen til TV3+.

Danskeren fremhæver få problemer med bilen som afgørende for det flotte resultat.

- Bilen har mere eller mindre været den samme hele tiden. Vi har bare fintunet den lidt og ikke ændret så meget, siger danskeren.

Det var også første gang, at Magnussen distancerede teamkollegaen Nico Hulkenberg i en kvalifikation. Tyskeren blev nummer 12.

Blot nummer ni

Verdensmester Max Verstappen starter søndag blot som nummer ni, da han var én af de kørere, der blev ramt af det røde flag i Q3.

Red Bull-kollegaen Sergio Perez starter i stedet forrest med Fernando Alonso og Carlos Sainz lige bag sig.

Magnussen viste lørdag allerede i første kvalifikationsrunde, Q1, at der er god fart i Haas-bilen, da han satte femtebedste tid og sikkert bookede plads i Q2.

Her timede danskeren sine to planlagte omgange perfekt og kørte sig forholdsvist sikkert videre som nummer ni, inden han altså blev firer i Q3.

Bedre en kollega

Resultatet er en klar oprejsning for Magnussen, efter at han er blevet overgået af Hulkenberg i alle hidtidige kvalifikationer og på pointkontoen, hvor tyskeren har samlet seks point mod danskerens ene point for en tiendeplads i Jeddah.

Magnussen har til gengæld været bedre end teamkollegaen i tre af fire grandprixer og ligger altså til at være det igen søndag, hvor løbet sættes i gang klokken 21.30 dansk tid.

Første nogensinde

Red Bull med Max Verstappen og Sergio Perez har fået en regulær drømmestart med fire grandprixsejre og tre andenpladser tilsammen.

Verstappen fører som resultat an med 93 point mod Perez' 87 point, hvorefter der er hul ned til Fernando Alonso med 60 point.

Netop Verstappen vandt i 2022 grandprixet, da Formel 1-feltet for første gang nogensinde var forbi Miami.

Kevin Magnussens hidtil bedste placering i et grandprix i 2023 er 10.-pladsen saudiarabiske Jeddah.
Kevin Magnussens hidtil bedste placering i et grandprix i 2023 er 10.-pladsen saudiarabiske Jeddah.

KEVIN MAGNUSSEN

Kevin Magnussen (født 5. oktober 1992 i Roskilde) er en dansk racerkører.

I 2022-sæsonen kører han Formel 1 for det amerikanske Haas F1 Team, som han har kørt for siden 2017 med en et-årig pause i 2021.

Han var før medlem af McLaren Young Driver Programme.

Han er søn af den tidligere Formel 1-kører, og nuværende fabrikskører for amerikanske General Motors, Jan Magnussen.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS