Uddeler 10 røde kort i finale

Fejringen af Racing Clubs sejrsmål i argentinsk finale blev for meget for Boca Juniors-spillerne

Udgivet Opdateret

Der blev uddelt intet mindre end ti røde kort, da opgøret Trofeo de Campeones mellem Boca Juniors og Racing Club natten til mandag dansk tid blev afviklet.

Trofeo de Campeones er en kamp mellem vinderen af den bedste argentinske række og turneringen Copa de la Liga Profesional.

De mange røde kort faldt mellem det 90. og det 120. minut.

Kampen endte 1-1 i den ordinære spilletid, hvormed finalen røg i forlænget spilletid.

Blev rasende

I det 118. minut sendte Carlos Alcaraz fra Racing Club bolden i nettet på et hovedstød, men hans lange fejring foran modstanderens fans gjorde tilsyneladende Boca Juniors-spillerne rasende.

Optrinnet udviklede sig til håndgemæng, og på en video kan man blandt andet se spillere, der tager fat i Alcaraz ved øret og kaster en bold efter ham.

Dommer Facundu Tello, som også skal være dommer ved VM i Qatar, udviste først Carlos Alcaraz og derefter fem Boca Juniors-spillere samt Alcaraz' holdkammerat Catriel Cabellos.

Racing Club-spillerne fejrer deres 2-1-sejr over Boca Juniors i Trofeo de Campeones-finalen på La Pedrera Stadion i San Luis.
Racing Club-spillerne fejrer deres 2-1-sejr over Boca Juniors i Trofeo de Campeones-finalen på La Pedrera Stadion i San Luis.

Yderligere otte røde kort

I slutningen af den ordinære spilletid havde begge hold allerede fået udvist en spiller, mens Alan Varela fra Boca Juniors lidt senere måtte forlade kampen på grund af sit andet gule kort.

I alt blev det til syv røde kort til Boca Juniors og tre til Racing Club, så da Facundu Tello blæste kampen af, var der 12 spillere tilbage på banen.

Powered by Labrador CMS