Bekræfter stor corona-ændring

Regeringen vil fjerne alle coronrestriktioner med undtagelse af en enkelt

Sundhedsminister Magnus Heunicke lægger op til, at danskerne hverdag normaliseres.
Udgivet Opdateret

Regeringen vil fra 1. februar droppe alle coronarestriktioner undtagen et krav om test og isolation for visse personer ved indrejse i Danmark.

Det fremgår af brev, som sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har sendt til Folketingets Epidemiudvalg.

I brevet står der, at sundhedsministeren lægger sig op af Epidemikommissionens indstilling.

Dog mener han, at man allerede fra 1. februar bør undlade at betegne covid-19 som en samfundskritisk sygdom.

Den kategorisering står, som det er nu, til at udløbe 5. februar.

Samfundskritisk er det afgørende

Det er afgørende for antallet af restriktioner, hvor længe covid-19 betegnes som samfundskritisk.

Når kategoriseringen fjernes, er det ikke længere muligt at fastholde krav om eksempelvis mundbind og indføre tiltag som nationale og lokale nedlukninger.

For at en sygdom kan mærkes samfundskritisk, skal Sundhedsstyrelsen have defineret sygdommen som alment farlig.

Har ændret sig

Ifølge Epidemikommissionen har situationen med covid-19 ændret sig betydeligt den seneste tid, hvor varianten omikron er kommet til. Det er den nye situation, som åbner for at fjerne restriktionerne.

I brevet til epidemiudvalget skriver sundhedsministeren, at Epidemikommissionen "i sin vurdering særligt har lagt vægt på, at der er tale om en ny epidemisituation, hvor en høj og stigende smitte ikke i samme grad som tidligere omsætter sig i indlæggelser på sygehuse".

Tal fra Statens Serum Institut viser, at der tirsdag var 918 indlagt med coronavirus på danske sygehuse. Det er dog tidligere estimeret, at omkring en tredjedel af indlæggelserne skyldes andet end covid-19-smitten.

Der er under pandemien bekræftet næsten 1,5 millioner smittetilfælde i Danmark. Heraf har cirka 60.000 været smittet mere end en gang.

Powered by Labrador CMS