Så mange er færdigvaccineret

Siden de første i Danmark blev vaccineret mod corona i december 2020, er 75 procent nu færdigvaccineret

En af de to vacciner i det danske program bliver nu kaldt bedre mod Delta-varianten
En af de to vacciner i det danske program bliver nu kaldt bedre mod Delta-varianten
Udgivet Opdateret

Vaccination mod coronavirus fortsætter med at skride frem. Tirsdag kan 75 procent af indbyggere i Danmark over 12 år kalde sig færdigvaccineret. Det svarer til tre ud af fire.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på det sociale medie Twitter.

Milepæl

Han kalder det "en milepæl" i vaccineudrulningen.

- Vi når i dag en markant milepæl: 75 % af alle danskere på 12+ år er nu færdigvaccineret!

- Vi har brug for den maksimale beskyttelse mod corona i DK, så bliv vaccineret i dag, skriver Magnus Heunicke i sit opslag.

Dækker over alle

Det er indbyggere i Danmark over 12 år, som bliver inviteret til vaccination mod coronavirus.

Det er frivilligt, om man vil lade sig vaccinere.

De 75 procent, som sundhedsministeren omtaler, dækker over alle dem, som er blevet inviteret til coronavaccination. 

Tallet bruges til at sige noget om, hvor langt man er med vaccineudrulningen i Danmark.

Indikation af beskyttelse

Kigger man på hele befolkningen - og altså også de grupper, der ikke indgår i vaccinationsprogrammet - opgøres færdigvaccinerede derimod til 66,1 procent. 

Det er Statens Serum Institut (SSI), der opgør de tal.

Tallet fra SSI bruges til at give en indikation af, hvor godt beskyttet den danske befolkning er mod corona - hvor tæt man er på at opnå flokimmunitet.

De første borgere i Danmark blev vaccineret 28. december sidste år.

Sådan virker en vaccine

Vores immunsystem er konstant på vagt overfor skadelige bakterier og virusser. Millioner af hvide blodceller holder hver især øje med specifikke infektioner.

Når en immuncelle møder sit mål, formerer den sig og sender en masse proteiner, kaldet antistoffer afsted for at rydde op. Når infektionen er bekæmpet, bliver såkaldte “huske-celler” tilbage i kroppen, som er klar til at forberede et hurtigt angreb, hvis bakterierne vender tilbage igen.

Det er sådan vi udvikler immunitet. Og det er derfor vi ikke bliver smittet af den samme virus flere gange.

Men selvom vores krop er super effektiv, så kan nogle superfarlige bakterier få ram på os, før vores immunsystem har haft tid til at gøre tropperne klar til kamp. Det gælder især for små børn, fordi deres immunsystemer endnu ikke er færdiguddannde.

Derfor er det heldigt, at vi har vacciner, der lavet af små eller svage udgaver af virusser eller bakterier. De lader vores immunsystem se, hvordan fjenden ser ud og danne de vigtige huske-celler. Når vi så møder den farlige udgave kan immunforsvaret genkende sygdommen med det samme og bekæmpe den, inden den når at få fodfæste.

Kilde: Videnskab.dk

Powered by Labrador CMS