15-årig og 28-årig dræbt i uvejr

Mandag ramte et uvejr den østlige del af USA, og det fortsætter tirsdag. Foreløbig har det kostet to liv

Udgivet Opdateret

To personer mistede livet, og tusindvis af flyafgange blev aflyst eller forsinket, da et uvejr mandag ramte den østlige del af USA.

Uvejret bød både på tordenvejr, kraftig blæst, regn og hagl, der målte op til 11 centimeter i diameter.

I den sydlige delstat Alabama mistede en 28-årig mand livet, da han blev ramt af et lyn på en parkeringsplads i et industrikvarter ifølge en lokal tv-station under mediehuset ABC.

Ramt af træ

Og i South Carolina døde en 15-årig dreng, da han blev ramt af et træ, der væltede, oplyser en lokalstation hos det amerikanske tv-netværk CBS.

Flere millioner amerikanere var omfattet af vejrvarsler, der blandt andet advarede om risiko for tornadoer.

Sent mandag aften lokal tid var flere end 700.000 personer uden strøm langs USA's østkyst. Det fremgår af hjemmesiden Poweroutage.us, som overvåger det amerikanske elnet og registrerer strømafbrydelser.

Desuden blev cirka 1700 flyafgange fra USA aflyst på grund af vejret, og mere end 8000 fly til og fra det østlige USA blev forsinket.

En fodgænger går gennem USA's forbundshovedstad, Washington D.C., mandag, da regn og blæst ramte byen. Der var også varsel ude om risiko for tornadoer.
En fodgænger går gennem USA's forbundshovedstad, Washington D.C., mandag, da regn og blæst ramte byen. Der var også varsel ude om risiko for tornadoer.

Farligt stormvejr

På forhånd havde USA's Nationale Vejrtjeneste (NWS) advaret om, at der var "moderat risiko" for farligt stormvejr med vindstød med en styrke på op til 130 kilometer i timen.

Når vindstyrken når over 117 kilometer i timen, er der tale om orkan eller vindstød af orkanstyrke.

NWS forventer, at det voldsomme vejr vil fortsætte tirsdag og de kommende dage. Der er i den forbindelse risiko for oversvømmelser i det østlige og centrale USA.

Andre steder varme

Samtidig er flere delstater i den sydlige del af landet præget af en helt anden type vejr. Her er det varmen, der trækker overskrifter.

Det gælder blandt andet i Florida, Texas og Louisiana, hvor der tirsdag er udsigt til op til 42 grader. Dermed fortsætter den usædvanligt langvarige hedebølge, som har ligget over sydstaterne denne sommer.

Samme slags uvejr har forskellige betegnelser

Her kan du se en oversigt over, hvor i verden de forskellige betegnelser orkaner, cykloner og tyfoner bliver brugt.

  • Caraibiske hav, den Mexicanske Gulf og det nordlige Atlanterhav: Hurricanes/Orkan
  • Østlige del af det nordlige Stillehav: Hurricanes/Orkan
  • Centrale del af det nordlige Stillehav: Hurricanes/Orkan
  • Vestlige del af det nordlige Stillehav: Tyfon
  • Omkring Filippinerne: Tyfon
  • Nordlige Indiske Ocean: Cyklon
  • Sydvestlige Indiske Ocean: Cyklon
  • Omkring Indonesien: Cyklon
  • Omkring Australien: Cyklon
  • Salomonhavet og Papuabugten: Cyklon
  • Sydvestlige Stillehav: Cyklon

Kilde: DMI

Powered by Labrador CMS