Advarer: Her kan der opstå kø-kaos
Undgå at hænge flere timer i kø
Stau!
Det er det mest forhadte ord for danskere på bilferie i de tysktalende lande, for det betyder kø, og det kan godt være noget slemmere end i den hjemlige myldretid.
Og har man samtidig to skrigende børn på bagsædet, der kæmper om pladsen, mens solen banker ned, så er det så som så med charmen ved bilferie.
For at hjælpe danskerne bedst muligt gennem bilferien via Tyskland, har energiselskabet OK udsendt en pressemeddelelse med gode råd for at gøre bilferien så smertefri som muligt.
Vær indstillet på kø
Danske feriebilister skal helt generelt indstille sig på køkørsel, hvis de skal gennem Tyskland til sommer.
Sådan lyder meldingen fra den tyske bilistorganisation ADAC, som igen i år opfordrer bilisterne til at undgå de store ud- og hjemrejsedage i sommerferien.
- Vi anbefaler, at man undgår fredage i myldretidstrafikken, ganske enkelt fordi der vil være lange køer mange steder, lyder det fra Melanie Mikulla, talsperson for ADAC.
Myldretidstrafikken er værst mellem 6-10 om formiddagen og 15-19 senere på dagen.
Starter ved grænsen
Udfordringerne starter allerede ved den dansk/tyske grænse ved Flensborg.
Derefter bliver det for alvor udfordrende ved Kielerkanalen, som er ved at blive udvidet med yderligere ét brofag.
- Der er også problemer ved Elbentunnelen og for dem, som skal gennem Brennerpasset på vej mod Italien. Derudover er der vejarbejde på Lueg-broen ved grænsen til Italien, og her kan man forvente kø gennem hele sommeren, siger Jens Bomholt, kommunikationschef hos OK.
Han anbefaler, at man holder sig orienteret undervejs på de store tyske radiostationer, der har trafikmeldinger flere gange i timen og via Google Maps.