Alarm: Skru ned for varmen i hjemmet

Det giver problemer med Sveriges elproduktion, at landets største atomreaktor sættes midlertidigt på pause

Udgivet Opdateret

Den svenske regering har fredag bedt alle landets borgere om at spare på strømmen på grund af bekymringer om elproduktionen.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Regeringen har tidligere bedt folk om at spare på strømmen for at undgå høje elregninger. Nu handler det dog også om at undgå, at nogle husstande helt ender med at blive afbrudt fra elnettet, lyder det.

Risikerer afbrydelse

Derfor bør alle spare på strømmen ved eksempelvis at skrue ned for varmen, også selv om man egentlig har råd til at betale en høj elregning.

Det siger statsminister Ulf Kristersson fra Moderaterna.

- Vi vil bede det svenske folk om at spare på strømmen - også for at mindske risikoen for en afbrydelse, siger Kristersson på et pressemøde.

Relativt akut

Han tilføjer, at der er en "betydelig bekymring med den svenske elproduktion lige nu". Situationen er "relativt akut", lyder det.

Årsagen til bekymringen er blandt andet, at Sveriges største atomreaktor, Oskarshamn 3, fredag tages ud af drift i ti dage på grund af vedligeholdelse.

Den svenske økonomiminister, Ebba Busch fra Kristdemokraterna, er også blandt deltagerne på regeringens pressemøde fredag.

Alt tæller

- Risikoen for en afbrydelse reduceres kraftigt, hvis vi kan reducere elforbruget med to procent. Det samme gælder, hvis vi kan flytte elforbruget fra de travle timer om morgenen og om aftenen, siger hun.

At reducere forbruget med to procent svarer cirka til en sænkning af varmen med én grad eller en halvering af forbruget af varmt vand, skriver TT.

- Hver kilowatt-time tæller, siger økonomiministeren.

Ikke lige om hjørnet

Ifølge eloperatøren Svenska kraftnät er der ikke umiddelbart noget, der indikerer, at et svensk strømnedbrud er lige om hjørnet.

- Det er ikke noget, vi anser som værende nært forestående, siger operatørens generaldirektør, Lotta Medelius-Bredhe, ifølge TT.

Hun advarer dog om fortsat høje energipriser i fremtiden.

- Vi kommer til at have meget høje priser, siger hun.

Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, opfordrer folk til at spare på strømmen, så Sverige undgår strømafbrydelser. (Arkivfoto).
Den svenske statsminister, Ulf Kristersson, opfordrer folk til at spare på strømmen, så Sverige undgår strømafbrydelser. (Arkivfoto).

SÅDAN SKÆRER DU TOPPEN AF ENERGIREGNINGEN

Her er seks råd fra Energistyrelsen:

* Send dit varmeanlæg på ferie hen over sommeren og spar op mod fem procent af din årlige varmeregning. Det er op til cirka 1300 kroner, hvis du har gasfyr. Du kan også sommerlukke andre typer af varmeanlæg.

* Hvis du forkorter fem af familiens ugentlige brusebade fra 15 til 5 minutter, kan du spare op mod 5000 kroner om året, alt efter hvilken varmekilde du har.

* Brug tørresnoren i haven, i gården eller tørrestativet på altanen. Så får tørretumbleren og dit strømforbrug en pause. Det kan koste dig omkring 2500 kroner, hvis du har en C-mærket tørretumbler, der får lov at køre fire gange om ugen hele året.

* Sluk apparater og maskiner på kontakten, inden du tager på ferie. Så sluger de ikke strøm, når du alligevel ikke er hjemme. Især ældre apparater og apparater tilsluttet internettet kan have et højt standby-forbrug.

* Strømprisen varierer væsentligt over tid. Ved at time dit elforbrug, for eksempel ved at udskyde igangsættelse af opvaskemaskinen, kan man spare penge.

* Har man mulighed for at energirenovere sin bolig, falder energiforbruget og dermed regningen.

Kilde: SparEnergi.dk
Powered by Labrador CMS