Astronauter lander i havet nær Florida

Efter fem måneder på Den Internationale Rumstation er tre astronauter og en kosmonaut tilbage på Jorden

Udgivet Opdateret

En fire mand stor besætning om bord i SpaceX-rumkapslen "Endurance" er natten til søndag dansk tid vendt tilbage til Jorden efter et fem måneder langt ophold på Den Internationale Rumstation (ISS).

Det viser en livestreamet video udgivet af den amerikanske rumfartsadministration Nasa, skriver nyhedsbureauet AFP.

Om bord i kapslen er Koichi Wakata fra Japan, den russiske kosmonaut Anna Kikina og Nasa-astronauterne Nicole Mann og Josh Cassada.

Landede i nat

Rumkapslen landede i Den Mexicanske Golf ud for den amerikanske delstat Floridas vestkyst kort efter klokken 03.00 dansk tid.

Besætningen med navnet Crew-5 blev sendt op fra Cape Canaveral i Florida i begyndelsen af oktober sidste år.

For veteranen Wakata var det den femte mission i rummet, mens det var den første for både Cassada, Mann og Kikina.

Første russer i 20 år

Med missionen blev Anna Kikina den første russer om bord på et amerikansk rumfartøj i 20 år, mens Nicole Aunapu Mann blev den første kvinde fra USA's oprindelige befolkning, Nasa har sendt i rummet.

Inddragelsen af Kikina er et tegn på et fortsat rumsamarbejde mellem USA og Rusland trods voksende spændinger mellem de to lande som følge af Ruslands invasion af Ukraine, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nasa-mandskab fra to både var klar til at hjælpe besætningen på 'Endurance', netop som rumkapslen var landet i Den Mexicanske Golf natten til søndag dansk tid.
Nasa-mandskab fra to både var klar til at hjælpe besætningen på "Endurance", netop som rumkapslen var landet i Den Mexicanske Golf natten til søndag dansk tid.

Aftale fra sidste år

Anna Kikina sluttede sig til SpaceX-flyvingen som del af en aftale, der blev underskrevet i juli sidste år mellem Nasa og den russiske rumfartsadministration, Roscosmos.

Aftalen tillader astronauter og kosmonauter fra de to lande at fortsætte med at flyve om bord på hinandens rumfartøjer til og fra ISS.

Crew-5-besætningen var det femte fuldgyldige ISS-mandskab, Nasa har transporteret om bord i en SpaceX-kapsel, siden Elon Musks private rumfartsselskab begyndte at sende amerikanske astronauter i rummet i maj 2020.

Den fem måneder lange mission var en videnskabelig mission.

DEN INTERNATIONALE RUMSTATION

Den Internationale Rumstation (engelsk: International Space Station eller forkortet ISS) er en rumstation i kredsløb om jorden i en højde af ca. 386 km.

Rumstationen vejer ca. 450 ton. Rumstationen bevæger sig med en fart på 27.700 kilometer i timen og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden per døgn.

Den samlede pris inkl. 10 års drift løber op i 300 mia. DKK.

I klart vejr kan man sommetider se den på nattehimlen med det blotte øje.

Lige før solopgang og igen efter solnedgang vil den stå klarest på himlen, grundet solens spredning i atmosfæren.

Her vil den lyse som en kraftig stjerne, som bevæger sig jævnt, men hurtigt over himlen.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS