- Boris Johnson er færdig

Efter flugt fra Johnsons regering mener flere aviser nu, at det er tid til, at han trækker stikket

Udgivet Opdateret

Britiske aviser - heriblandt flere traditionelt konservative - ser Boris Johnsons fremtid som premierminister som særdeles tvivlsom.

To af Johnsons topministre, finansminister Rishi Sunak og sundhedsminister Sajid Javid, trak sig tirsdag aften i protest mod premierministeren.

- Game over, erklærer The Times onsdag på lederplads og tilføjer, at det er en "fejl for Johnson" at blive siddende på posten, når "han har mistet sit partis og lands tillid".

Ingen opbakning

- Der findes ikke nogen tænkelig mulighed for, at Johson, der ikke fik opbakning fra 148 parlamentsmedlemmer i en tillidsafstemning sidste måned, kan genskabe den nødvendige autoritet til at lede landet igennem en akut national krise, skriver avisen.

The Times støttede Johnsons konservative parti ved valget i 2019. Den regnes generelt for at være en centrumhøjre-avis.

- Hver dag han forbliver på posten, bliver fornemmelsen af kaos mere og mere fremtrædende. Han bør stoppe for landets skyld, skriver avisen.

I en kommentar for The Telegraph fælder tidligere brexitminister David Frost en lignende hård dom.

Såret og frigjort

Hvis ikke Johnson stopper, risikerer han "at tage partiet og regeringen med i faldet".

Andre ministre bør som Sunak og Javid "overveje, om de virkelig er tilfredse med den nuværende retning", skriver Frost.

The Daily Express vælger et lidt andet perspektiv. Avisen ser Johnson som "såret", men også "frigjort" og hæfter sig på forsiden ved, at premierministeren kæmper videre og lover lavere skatter.

Klummeskribent for Daily Mail Stephen Glover roser premierministeren som "en exceptionel politiker", der lykkedes med at gennemføre brexit.

Dødsdømt minister

Men Glover hæfter sig også ved Johnsons "største brist", som er en "manglende villighed til at tale sandt".

- Efter alt det, der er sket, og alt det, han har opnået, lader han nu til at være en dødsdømt premierminister, skriver han.

Hos The Guardian, der regnes som venstreorienteret, mener klummeskribent Polly Toynbee, at "det eneste tilbageværende spørgsmål" er, hvornår Johnson går af.

Onsdag skal Johnson stå ansigt til ansigt med først parlamentet i premierministerens spørgetime. Efterfølgende skal Johnson ifølge nyhedsbureauet AFP "grilles" i to timer af parlamentets udvalgsformænd.

Det ser mere end almindeligt svært ud for Boris Johnson. Det mener en række britiske aviser. (Arkivfoto).
Det ser mere end almindeligt svært ud for Boris Johnson. Det mener en række britiske aviser. (Arkivfoto).

Blå bog: Boris Johnson

Her kan du læse mere om den britiske premierminister:

Navn: Boris Johnson.

Fødselsdato: 19. juni 1964.

Fødested: New York City, New York, USA.

Nationalitet: Har både britisk og amerikansk statsborgerskab.

Uddannelse: Uddannet på Oxford Universitet i klassiske studier, 1987. Studerede samtidig med den tidligere premierminister David Cameron.

Karriere:

* 1989-1994: Bruxelles-korrespondent for den britiske avis The Telegraph

* 1994-1999: Politisk kommentator for blandt andet The Spectator.

* 1999-2008: Redaktør på The Spectator og medlem af det britiske parlament for De Konservative.

* 2008-2016: Borgmester i London.

* 2016-2018: Britisk udenrigsminister.

* Juli 2019-nu: Britisk premierminister.

Kilder: “Just Boris” (2011), New Statesman, Politiken, parliament.uk.

Powered by Labrador CMS