Dansker løslades fra fængsel i USA

En 32-årig dansker har været fængslet i USA siden april

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansker løsladt mod kaution i USA

Kasper Eriksen fra Nordjylland løslades mod kaution efter fire måneders fængsling i USA.

Han kan nu forblive fri, mens hans udvisningssag behandles, og håbet er, at han snart kan vende hjem til familien.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Efter fire måneders fængsling i et amerikansk deportationscenter står 32-årige Kasper Eriksen fra Nordjylland til at blive løsladt mod kaution.

En domstol i delstaten Louisiana har torsdag besluttet, at han kan forblive på fri fod, mens hans udvisningssag behandles. Dermed kan han blive løsladt inden længe.

Det bekræfter Eriksens hustru, Savannah Eriksen, til Ekstra Bladet.

Retten fastsatte en kaution på 7500 dollar, svarende til cirka 50.000 kroner. Det skal sikre, at Eriksen møder op til fremtidige retsmøder.

Kasper Eriksen får på sigt mulighed for at genansøge om statsborgerskab, efter at han blev tilbageholdt, fordi han angiveligt ikke havde indsendt et dokument i forbindelse med hans ansøgning om statsborgerskab.

Skal være far til fem

Det betød, at han havde en udvisningsordre hængende over hovedet, hvorfor han blev tilbageholdt.

Håbet er, at Kasper Eriksen vil blive løsladt og vende hjem i næste uge til familien, hvor det femte barn ventes snart.

- Barnet kan komme hvert øjeblik nu, så vi beder til, at Kasper når hjem i tide, siger Savannah Eriksen.

Kasper Eriksen har siddet indespærret i detentionscenteret i delstaten Louisiana siden midten af april og har i mellemtiden haft fødselsdag.

Ti år gammel fejl

Ifølge Kasper Eriksen drejer sagen sig om en ti år gammel dokumentationsfejl i forbindelse med hans ansøgning om statsborgerskab. Det har TV 2 tidligere skrevet.

Dengang skrev mediet, at hans gravide amerikanske kone og deres fire børn har levet i en campingvogn.

Kasper Eriksen var familiens eneste indtægtskilde og i gang med at bygge deres hus, da han blev anholdt.

Powered by Labrador CMS