Drone tæt på gasanlæg

Personale fra det norske forsvar observerede torsdag aften en mulig drone ved gasanlæg

Udgivet Opdateret

Bevæbnet norsk politi er rykket ud efter en mulig observation af en drone i nærheden af gasanlægget Kårstø i Tysvær i det vestlige Norge torsdag aften.

Det skriver avisen Stavanger Aftenblad.

- Vi ved alle, at dette er et anlæg af særlig interesse. Vi er derfor til stede med politi på begge sider af Boknafjorden, siger Victor Fenne-Jensen, der er operationsleder i Norges sydvestlige politidistrikt til avisen.

Politiet modtog anmeldelsen om den mulige droneobservation klokken 21.30 torsdag aften.

Fortsætter fredag

Operationslederen bekræfter over for avisen, at køretøjer kontrolleres på stedet. Det norske TV 2 skriver, at det var personale fra det norske forsvar, der først observerede dronen.

Natten til fredag er der meget politi på stedet. Efterforskningen ventes at fortsætte fredag.

Ingen drone er beslaglagt, og der er heller ikke pågrebet nogen i sagen.

Anlægget er et af flere, hvor Hjemmeværnet i Norge bistår politiet med bevogtning.

Ikke den første

Den foranstaltning er indført, efter at der blev opdaget læk på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2 i dansk og svensk farvand.

I Norge er der observeret en række droner den seneste tid.

Tirsdag anholdt norsk politi en russisk mand, der ville krydse grænsen mellem Norge og Rusland. Han havde to droner i sin besiddelsen.

Russeren erkender, at han har fløjet med drone i Norge. Han er sigtet for at have overtrådt sanktionsloven og sanktionsbestemmelser, der trådte i kraft efter Ruslands invasion.

Russer kræves varetægtsfængslet

De foreskriver, at russiske flyselskaber ikke må flyve til Norge.

Manden havde ud over de to droner også harddiske med sig. Dem ønsker politiet at gennemgå for at danne sig et overblik over droneoptagelserne.

Torsdag blev manden stillet for en dommer med henblik på varetægtsfængsling. Politiet bad om to ugers fængsel, mens manden anmodede om at blive løsladt.

Nord Stream 1 og 2

* Nord Stream 1 og 2 er to gasledninger, som hver består af to parallelle rørsystemer, der er sat sammen af omkring 100.000 rørelementer à 12 meter.

* Nord Stream 1 løber fra Vyborg, der ligger i det vestlige Rusland tæt ved grænsen til Finland. Gasledningen ender i Lubmin, der er en by i det nordøstligste Tyskland.

* Nord Stream 1 drives af selskabet Nord Stream AG, hvor det russiske gasselskab Gazprom ejer 51 procent. Den russiske stat er majoritetsaktionær i Gazprom, som er børsnoteret i Moskva.

* Nord Stream 1 har en årlig kapacitet på 55 milliarder kubikmeter gas.

* Nord Stream 1 blev lukket et par gange hen over sommeren, angiveligt på grund af tekniske problemer, og kapaciteten blev reduceret. 5. september blev forbindelsen lukket på ubestemt tid.

* Nord Stream 2 løber fra Ust-Luga, der ligger i det vestlige Rusland nær grænsen til Estland, til Lubmin i Tyskland. Rørledningen er ligeledes omkring 1200 kilometer lang.

* Gazprom har også aktiemajoritet i selskabet, der driver Nord Stream 2. Her hedder selskabet Nord Stream 2 AG.

* Gasledningen skulle ligeledes kunne transportere 55 milliarder kubikmeter naturgas, men er aldrig taget i brug. Tilsammen skulle Nord Stream 1 og Nord Stream 2 kunne forsyne over 50 millioner europæiske hjem.

* 22. februar i år besluttede Tyskland at bremse processen med at godkende rørledningen. Inden Tyskland besluttede ikke at godkende ledningen, var den blevet fyldt med 300 millioner kubikmeter gas.

Kilde: Nord Stream, dpa, Information, Energistyrelsen og Reuters

Der ventes en afgørelse fra retten fredag.

Torsdag aften har der været en mulig observation af en drone ved gasanlægget Karstø i Tysvær i det vestlige Norge. (Arkivbillede).
Torsdag aften har der været en mulig observation af en drone ved gasanlægget Karstø i Tysvær i det vestlige Norge. (Arkivbillede).
Powered by Labrador CMS