Erklærer abekopper for en national sundhedskrise

Onsdag nåede antallet af tilfælde af abekopper i USA 6600, og onsdag blev sygdommen gjort til sundhedskrise

Udgivet Opdateret

USA har torsdag erklæret sygdommen abekopper for en national sundhedskrise.

Det siger Xavier Becerra, der er sundhedsminister i USA.

Erklæringen ventes at tilføre flere penge og værktøjer til at bekæmpe sygdommen.

Onsdag nåede antallet af tilfælde med abekopper i USA op på 6600. 

Stort set alle tilfældene findes blandt mænd, der har sex med mænd.

- Vi er klar til at tage vores svar på denne sygdom til det næste niveau, og vi opfordrer alle amerikanere til at tage abekopper alvorligt, siger sundhedsministeren på et pressemøde.

Der vaccineres mod abekopper i et sundhedscenter i West Hollywood i delstaten Californien onsdag.
Der vaccineres mod abekopper i et sundhedscenter i West Hollywood i delstaten Californien onsdag.

Den amerikanske regering er kommet under pres på grund af håndteringen af sygdommen.

Spredningen af abekopper uden for Afrika begyndte i Europa, inden den kom til USA, der nu har det højeste antal tilfælde i verden.

Der har været mangel på vacciner og behandling, og det er i flere tilfælde blevet overladt til underfinansierede klinikker for seksuelt overførte sygdomme at stå for behandlingen.

Højeste alarmniveau

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, erklærede i slutningen af juli abekopper for en global sundhedskrise. Det er organisationens højeste alarmniveau.

Den amerikanske regering har distribueret 600.000 doser af en vaccine fra det danske selskab Bavarian Nordic og 14.000 vacciner fra selskabet Siga Technologies, siger amerikanske embedsmænd.

Hvor mange der er blevet vaccineret, oplyses ikke.

Rochelle Walensky, der er chef i USA's center for sygdomskontrol og forebyggelse (CDC), siger, at regeringen går efter at vaccinere 1,6 millioner personer, der er i høj risiko.

Advarer

USA's præsident, Joe Biden, har desuden udpeget to embedsmænd, der skal koordinere indsatsen mod abekopper, efter at staterne Californien, Illinois og New York erklærede udbruddene for sundhedskriser.

Anthony Fauci, der er Bidens chefrådgiver på sundhedsområdet, siger til Reuters, at det er vigtigt at få toneangivende personer i det homoseksuelle miljø til at tage del i indsatsen med at tøjle udbruddet.

Han advarer dog også mod at stigmatisere befolkningsgruppens livsstil.

Powered by Labrador CMS