Erklærer nødtilstand

Det oplyser Det Hvide Hus i en meddelelse

Udgivet Opdateret

USA's præsident, Joe Biden, erklærer føderal nødtilstand i delstaten Mississippi.

Det sker, efter at området blev ramt af en tornado sent fredag lokal tid.

Det oplyser Det Hvide Hus i en meddelelse.

Midler kan bruges

Dermed kan føderale midler bruges i redningsarbejdet i de ramte områder. Det drejer sig om amterne Carroll, Humphreys, Monroe og Sharkey.

Pengene skal blandt andet bruges på tilskud til midlertidige boliger, reparationer og billige lån til dækning af uforsikrede ejendomstab, lyder det.

Voldsomme ødelæggelser

Det voldsomme vejr har efterladt voldsomme ødelæggelser bag sig.

Bygninger er væltede, biler er blevet smadret, og træer er revet op af jorden.

Tornadoen bevægede sig over 60 kilometer gennem delstaten og smadrede adskillige byer på vejen. Det berettet nyhedsbureauet AFP.

25 er døde

Tornadoen har indtil videre kostet mindst 25 personer livet i Mississippi, mens én er død i nabostaten Alabama.

Rolling Fork er et af de steder, der er hårdest ramt. Byen er hjem for omkring 2000 mennesker.

Byens borgmester, Eldrigde Walker, siger til CNN, at "min by er væk".

- Ødelæggelse. Når jeg kigger fra venstre til højre, er det alt, jeg ser.

- Mange familier lider. Vores samfund står i en situation, vi aldrig havde forventet. Ødelagte huse kan vi erstatte, men vi kan ikke erstatte et liv, lyder det.

Joe Biden har erklæret føderal nødtilstand i delstaten Mississippi.
Joe Biden har erklæret føderal nødtilstand i delstaten Mississippi.

BLÅ BOG: Joe Biden

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Bliver 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN.

Powered by Labrador CMS