Fire dræbt af snemasser
En lavine i De Østrigske Alper har dræbt fire personer og yderligere én person er savnet
Opdatering klokken 21.56: Ritzau oplyser, at der nu er fem døde. Fire af dem er svenske statsborgere.
En lavine i Østrig har fredag dræbt fire personer. En femte person er savnet.
Det oplyser det østrigske nyhedsbureau APA ifølge Reuters.
Lavinen fandt sted i De Østrigske Alper nær byen Spiss i Tyrol-regionen ved grænsen til Schweiz.
Østrigske og schweiziske helikoptere deltager i redningsarbejdet.
Ifølge Patrick Ortler, arbejdsleder for beredskabscentret i Tyrol, er det uklart, hvad lavineofrene lavede i området, og hvilken nationalitet de har.
En sjette person blev også fanget i lavinen i Spiss. Personen er kun kommet let til skade.
Kraftigt snefald
Der har for nylig været kraftigt snefald i Tyrol, og der var tidligere på dagen en anden lavine i området.
Det var i skisportsområdet Sölden, hvor der var meldinger om, at fem personer blev ramt af lavinen.
De er alle reddet og bagt på hospitalet, skriver det svenske nyhedsbureau TT. Beredskabet i Sölden leder efter eventuelle flere personer i lavinen.