Frankrig forbyder rygning flere steder

Omfattende rygeforbud skal gælde en række steder

Offentliggjort Sidst opdateret

Frankrig indfører omfattende rygeforbud

Frankrig vil fra juli forbyde rygning på strande, i parker og ved skoler for at beskytte børn.

Forbuddet gælder ikke e-cigaretter og caféborde udendørs.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Frankrig vil forbyde rygning på strande, i parker, uden for skoler og andre steder fra juli.

Det oplyser regeringen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Når der er børn, så skal tobakken forsvinde, siger sundheds- og familieminister Catherine Vautrin i et interview med avisen Ouest-France sent torsdag.

- Fra 1. juli bliver strande, offentlige parker og haver, skoleområder, busskure og sportsanlæg røgfri over hele Frankrig.

- Rygning vil derfor blive forbudt der - for at beskytte vores børn, siger hun.

Caféborde undtages

Borde uden for caféerne bliver undtaget. Forbuddet vil heller ikke gælde for e-cigaretter.

Rygning dræber omkring 200 personer dagligt i Frankrig, siger landets sundheds- og familieminister. (Arkivfoto).

Vautrin siger, at rygning dræber omkring 200 personer dagligt i Frankrig.

Frankrig er langtfra det første europæiske land, der slår ned på rygning i offentligheden.

Storbritannien indførte sidste år et lignende rygeforbud, og nogle spanske regioner har forbudt rygning på strande. Imens har Sverige også forbudt rygning på blandt andet udendørs serveringsarealer og ved busstoppesteder.

Mere restriktivt end Danmark

I Danmark er det loven om røgfrie miljøer, der skal beskytte mod passiv rygning inden for på arbejdspladser og i det offentlige rum.

Overordnet gælder, at det ikke er tilladt at ryge inden for på arbejdspladser, i institutioner, skoler, kollektive transportmidler, serveringssteder og indendørs lokaliteter, hvor der er offentlig adgang.

Loven fastsætter kun regler for indendørs rygning, bortset fra på skoler og i daginstitutioner, hvor loven også bestemmer reglerne på udearealerne.

Mange danske kommuner har også indført røgfri udearealer.

Historisk lavpunkt

Rygning i Frankrig er for tiden på et historisk lavpunkt ifølge en rapport offentliggjort denne måned. Den fandt, at lige under en fjerdedel af personer i alderen 18 til 75 år røg dagligt.

Men det er stadig langt over niveauet i Danmark. Her er det 11 procent af befolkningen, der ryger dagligt. Det viser undersøgelsen Danskernes Rygevaner 2024.

Powered by Labrador CMS