Klar melding om hedebølger

Uden menneskeskabte klimaforandringer havde hedebølger over hele kloden ifølge forskere ikke været så slemme

Udgivet Opdateret

Menneskeskabte klimaforandringer har spillet en "overvældende" rolle i de ekstreme hedebølger, der har ramt Nordamerika, Europa og Kina i juli.

Det konkluderer videnskabsfolk fra organisationen World Weather Attribution i en undersøgelse tirsdag.

- Europæiske og nordamerikanske temperaturer ville have været stort set umulige uden konsekvenserne af klimaforandringer, lyder det fra Izidine Pinto fra Hollands Meteorologiske Institut.

Turister evakueret

World Weather Attribution er et akademisk samarbejde, hvis formål er at undersøge, hvilken rolle klimaforandringer spiller i ekstreme vejrfænomener.

I løbet af weekenden er tusindvis af turister blevet evakueret fra den græske ferieø Rhodos på grund af skovbrande.

Og siden starten af måneden har ekstremt vejr forårsaget ravage i form af skovbrande, vandmangel og hedeslag på tværs af kloden. Der har været rekordhøje temperaturer i Kina, USA og det sydlige Europa.

I løbet af weekenden er tusindvis af turister blevet evakueret fra den græske ferieø Rhodos på grund af skovbrande. (Arkivfoto).
I løbet af weekenden er tusindvis af turister blevet evakueret fra den græske ferieø Rhodos på grund af skovbrande. (Arkivfoto).

Ødelægger afgrøder og dræber dyr

Ifølge undersøgelsen har stigende koncentrationer af drivhusgasser i atmosfæren gjort den europæiske hedebølge 2,5 grader varmere, end den ellers ville have været.

I USA har det gjort hedebølgen 2 grader varmere, mens det i Kina har haft en effekt på 1 grad.

Hedebølgerne har ud over menneskelige konsekvenser forårsaget store ødelæggelser af afgrøder og tab af landbrugsdyr.

Bliver mere almindelige

Særligt har det ramt majs- og sojaafgrøder i USA, mexicanske kvæg, sydeuropæiske oliven og kinesisk bomuld.

Videnskabsfolkene konkluderer i undersøgelsen, at hedebølger af dette omfang bliver mere almindelige med tiden, hvis ikke udledningen af drivhusgasser sænkes.

Kommer flere og flere

Vedvarende perioder med ekstrem varme kommer sandsynligvis til at forekomme hvert andet til femte år, hvis globale temperaturer stiger mere end to grader sammenlignet med temperaturen i den førindustrielle tid.

- Hændelserne, vi har set på, er ikke sjældne i nutidens klima, lyder det fra Friederike Otto, som er forsker ved Grantham Instituttet for klimaforandringer i London.

- Så længe vi bliver ved med at afbrænde fossile brændstoffer, kommer vi til at se flere og flere af disse ekstremer.

Hedebølge

Der er tale om en hedebølge, når temperaturen tre dage i træk måler over 28 grader.

Man kan både tale om en regional og en national hedebølge.

I begge tilfælde gælder det, at over halvdelen af enten regionen eller landet skal have målt temperaturer over 28 grader tre dage i træk.

Kilde: DMI

Powered by Labrador CMS