OVERBLIK:

Kommer Donald Trump i fængsel?

Bliv klogere på konsekvenserne af torsdagens skyldkendelse til ekspræsident Donald Trump

Torsdagens afgørelse forhindrer ikke Donald Trump i at agere som præsident - selv hvis han ender med en fængselsstraf.
Udgivet Opdateret

Donald Trump blev torsdag som den første amerikanske præsident eller ekspræsident nogensinde fundet skyldig i en straffesag.

Ekspræsidenten blev fundet skyldig i samtlige 34 anklager i sagen, der drejer sig om forfalskning af dokumenter forud for præsidentvalget i 2016.

Afgørelsen er truffet af 12 enige nævninger, og strafudmålingen finder sted 11. juli.

Trump ventes at blive valgt som Republikanernes præsidentkandidat fire dage senere - 15. juli.

Bliv klogere på konsekvenserne af torsdagens kendelse herunder.

* Juryens afgørelse forhindrer ikke Trump i at stille op til præsidentvalget.

* Afgørelsen forhindrer heller ikke Trump i at agere som præsident - selv hvis han ender med en fængselsstraf.

* Med en plettet straffeattest kan Trump dog blive forhindret i at rejse til visse lande, hvilket kan komplicere tingene, bliver han valgt som præsident.

* Trump blev fundet skyldig i brud på 34 separate tiltaler. Hver enkelt tiltale har en strafferamme på op til fire års fængsel. Sandsynligvis vil han dog kunne afsone de eventuelle straffe på samme tid, hvorfor strafferammen ikke ventes at overstige fire år i alt.

* Han kan dog også risikere husarrest, at dommen bliver gjort betinget, eller andre former for straffe.

* Bliver dommen gjort betinget, kan Trump risikere at ende i fængsel ved yderligere lovbrud. Han er stadig involveret i tre andre straffesager om blandt andet hans angivelige forsøg på at omstøde resultatet af præsidentvalget i 2020.

* Trumps advokater kan anke strafudmålingen, hvilket kan skubbe afsoningen af en eventuelt fængselsdom til efter præsidentvalget 5. november.

* Trump kan ikke benåde sig selv, hvis han bliver valgt som præsident, da der er tale om en delstatslig sag.

* Det er uklart, om skyldkendelsen kommer til at skade Trump i meningsmålingerne. Visse analytikere tror dog, at det kan få konsekvenser for de såkaldte svingvælgere.

Kilder: The New York Times, CNN, The Hill, AP

Powered by Labrador CMS