Kvinde efterladt på ø - nu er hun død
Havde betalt over 300.000 for krydstogt
En australsk familie har mistet et kvindeligt familiemedlem efter et tragisk uheld i weekenden.
Det skriver CNN.
Kvinden, der var 80 år gammel, blev søndag fundet død på en ø 30 kilometer ud for den australske delstat Queenslands kyst.
Købte krydstogt
Kvinden var dagen før ankommet til øen, Lizard Island, som en del af et gruppe mennesker på et mindre krydstogtskib fra selskabet Coral Expeditions.
Kvinden havde købt krydstogtet for 321.000 kroner, og Lizard Island var allerførste stop på krydstogtet, der skulle bringe deltagerne hele vejen rundt om Australien.
På øen kunne krydstogtgæsterne deltage i forskellige aktiviteter, men det vides ikke, om den døde kvinde deltog i noget.
Sejlede uden hende
I hvert fald sejlede skibet videre fra øen uden hende.
Det blev opdaget lørdag aften.
Klokken 21 lørdag aften slog kaptajnen alarm, og der blev sat en eftersøgning i gang.
Hvorfor besætningen ikke registrerede, at alle passagerer, der gik i land, også kom om bord igen inden afgang, er uvist.
Besætningen skal afhøres på et senere tidspunkt.
Beklager
Kvinden blev fundet død på øen søndag.
Det bekræfter politiet i Queensland, der betegner kvindens død som "pludselig" og "ikke mistænkelig".
Coral Expeditions beklager dybt det skete.
- Vi er i kontakt med kvindens familie, og vi vil fortsat tilbyde dem vores støtte i denne svære stund, lyder det fra selskabet.