Læger kan få ti års fængsel

Hvis Oklahomas guvernør godkender ny abortlov, kan udførere af abort straffes med op til ti års fængsel

Udgivet Opdateret

Folkevalgte i den amerikanske delstat Oklahoma har tirsdag stemt for en lov, der vil gøre abort stort set ulovligt i staten.

Kun hvis abort er nødvendigt for at redde morens liv, vil det være lovligt at udføre.

Den person, der udfører aborten, kan med den nye lov blive straffet med op til ti års fængsel samt med en bøde på op til 100.000 dollar. Det svarer til omkring 670.000 danske kroner.

Nu mangler blot en underskrift fra den republikanske guvernør i Oklahoma, Kevin Stitt, før loven kan træde i kraft til sommer, medmindre den bliver blokeret af en domstol.

Skadelige love

Kevin Stitt har tidligere vist støtte til strengere abortregler. Ifølge ABC News har han udtalt, at han vil underskrive alle love mod abort, der kommer forbi hans skrivebord.

Det var Repræsentanternes Hus i Oklahoma, der tirsdag stemte for den nye lov med 70 stemmer mod 14. Tidligere har loven været igennem delstatens senat.

- Disse skadelige love er en alarmerende påmindelse om, at dagene med adgang til sikker og lovlig abortion måske er talte, siger Tamya Cox-Toure, direktør for en organisation for civile frihedsrettigheder i Oklahoma, American Civil Liberties Union of Oklahoma.

Heller ikke voldtægt

Udviklingen i Oklahoma kommer i kølvandet på, at flere andre delstater under republikansk ledelse har vedtaget stramme abortregler.

I Texas er stort set alle former for abort blevet forbudt efter sjette graviditetsuge. Samtidig er abort heller ikke tilladt i tilfælde af voldtægt eller incest.

I Mississippi er en lov blevet vedtaget, der forbyder abort efter 15. uge af graviditeten.

Kan give mulighed

Den lov er nu indbragt for USA's højesteret, der skal tage stilling til, om Mississippi skal have lov til at beholde loven.

Delstaten har bedt de ni højesteretsdommere omgøre den såkaldte Roe mod Wade-afgørelse.

Det er en skelsættende afgørelse fra 1973, der sikrer kvinders adgang til abort. Hvis dommerne støtter Mississippis abortlov, vil den afgørelse underminere Roe mod Wade, der giver mulighed for abort frem til 23. graviditetsuge.

Abort skal være stort set ulovligt i Oklahoma
Abort skal være stort set ulovligt i Oklahoma

Abortlov, Danmark

Kvinder over 18 år i Danmark har ret til abort før udgangen af 12. graviditetsuge. Kvinden skal ikke begrunde sit valg

Er kvinden under 18 år og ugift, skal der være tilladelse til aborten fra forældre (eller værge). Kvinden kan dog søge samrådet om at blive fritaget for forældresamtykke

Kvinden skal ifølge loven informeres om indgrebet, mulige komplikationer og muligheder for støtte - hvad enten hun gennemfører eller afbryder graviditeten

Kilde: Sundhed.dk
Powered by Labrador CMS