LIGE NU! Melder ud om Eriksens tilstand

De danske spillere har haft videomøde med Christian Eriksen søndag, oplyser DBU-fodbolddirektør Peter Møller

Alle test af Christian Eriksen ser fine ud, siger landsholdets læge, Morten Boesen, på et pressemøde
Alle test af Christian Eriksen ser fine ud, siger landsholdets læge, Morten Boesen, på et pressemøde
Udgivet Opdateret

Christian Eriksen er ved godt mod, og alle test ser indtil videre fine ud.

Det oplyser landsholdets læge, Morten Boesen, på et pressemøde søndag eftermiddag.

Eriksen er stadig indlagt på Rigshospitalet til yderligere observation.

Der er endnu ingen forklaring på, hvorfor Christian Eriksen faldt om på banen i lørdagens EM-kamp.

- Det er en af årsagerne til, at han stadig er på hospitalet. Det er for at finde ud af, hvad der skete, siger Boesen.

Men efter omstændighederne har Eriksen det godt.

- Han er vågen og svarer relevant og klart. Hjertet slår igen, siger landsholdslægen.

Har haft videomøde

De danske landsholdsspillere har haft videomøde med Eriksen, siger Peter Møller, der er fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union.

Spillerne har modtaget hjælp fra krisepsykologer, der har besøgt holdet på Hotel Marienlyst, hvor det danske landshold har base.

- Spillerne har været meget åbne og vist deres sande jeg. Hver har deres måde at tackle det på og fået hjælp derefter. Nogle har behov for at tale rigtig meget. Andre har ikke, siger Peter Møller.

Eriksen faldt om på banen i EM-kampen mod Finland lørdag aften og modtog hjertemassage på banen, inden han blev kørt væk i en ambulance.

Kampen blev afbrudt i næsten to timer, inden kampen blev genoptaget, efter at spillerne var blevet oplyst, at Eriksen havde overlevet, og de havde talt med ham.

Danmark endte med at tabe EM-åbningskampen med 0-1 til finnerne.

Blå bog: Christian Eriksen

Navn: Christian Dannemann Eriksen.

Født: 14. februar 1992.

Fødested: Middelfart, Danmark.

Nationalitet: Dansker.

Højde: 182 centimeter.

Position: Midtbanespiller.

Landsholdsdebut: 3. marts 2010 mod Østrig i en testkamp i en alder af 18 år og 17 dage (fjerdeyngste debutant nogensinde på det danske landshold).

Civilstand: I forhold med Sabrina Kvist Jensen, som han har sønnen Alfred med. Sønnen blev født i juni 2018 kort før VM i Rusland.

* Klubkarriere:

Som ungdomsspiller:

1995-2005: Middelfart G&BK.

2005-2008: OB.

2008-2010: AFC Ajax.

Som seniorspiller:

2010-2013: AFC Ajax (163 kampe, 32 mål, 65 assister).

2013-2020: Tottenham (305 kampe, 69 mål, 89 assister).

2020-: Inter.

* Landsholdskarriere:

A-landshold: 95 kampe (31 mål, 23 assister).

U21-landshold: 3 kampe (1 mål).

U19-landshold: 3 kampe (1 mål).

U18-landshold: 5 kampe (1 mål).

U17-landshold: 27 kampe (9 mål).

Slutrundedeltagelser:

VM 2010 i Sydafrika.

U21-EM 2011 i Danmark.

EM 2012 i Polen og Ukraine.

VM 2018 i Rusland.

* Titler:

Hollandsk mester (2011, 2012 og 2013).

Hollandsk pokalvinder (2010).

Hollandsk Super Cup-vinder (2013).

Champions League-finalist (2019).

* Priser:

Årets spiller i Danmark kåret af DBU (2011, 2013, 2014 og 2017).

Årets spiller i Danmark kåret af Spillerforeningen (2013, 2014, 2015, 2017 og 2018).

Årets hold i Premier League (2017/2018-sæsonen).

Årets spiller i Tottenham (2014 og 2017).

Kilde: Transfermarkt.com, dbu.dk, spillerforeningen.dk, tottenhamhotspur.com

Powered by Labrador CMS