Svines til efter fejl: Kan få konsekvenser

Seabastian Hausner har været udsat for en uacceptabel hetz efter nederlaget til Brøndby, mener AGF.

Sebastian Hausner har været udsat for tilsvininger på de sociale medier efter en fejl i kampen mod Brøndby. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix
Udgivet Opdateret

Den 21-årige forsvarspiller Sebastian Hausner lavede en stor og afgørende fejl, da AGF torsdag tabte 1-2 til Brøndby i Superligaen.

Resultatet sendte Brøndby til tops og på kurs mod mesterskabet inden mandagens afgørende spillerunde.

Siden sin mislykkede tilbagelægning er Hausner blevet udsat for en massiv hetz på de sociale medier.

– De ting, der kom, er fuldstændig uacceptable, siger AGF’s kommunikationschef Søren Højlund Carlsen til fodboldmediet bold.dk.

– Det er ikke bare personlige svinere. Det er noget, der minder om trusler, beskyldninger om matchfixing og gloser fra ordbogens nederste kælderhjørne af de mest forfærdelige ting, man kan sige om andre mennesker, som vi har måtte slette og moderere i.

Ifølge kommunikationschefen har Hausner foreløbigt taget situationen med oprejst pande og skal nok klare sig.

Søren Højlund Carlsen mener til gengæld, at de fans, der står bag tilsviningerne på de sociale medier, mindsker spillerne og klubbernes tilgængelighed.

– Vi har Superligaen, hvor vi bryster os af nærhed til klubberne og spillerne, men hvis folk opfører sig på den måde, kommer det ikke til at være sådan i fremtiden, siger Carlsen.

AGF

Aarhus Gymnastikforening (AGF) blev stiftet som gymnastikklub 1880. Fodbolden kom til i 1902.

AGF er en traditionsklub i dansk fodbold, og har rekorden for flest pokaltitler med ni sejre.

Med til den historie hører dog også, at AGF er i en trofætørke, der hidtil har varet 25 år.

I samme periode har AGF været rykket ud af Superligaen tre gange – i 2006, 2010 og 2014 – men er hver gang vendt tilbage i første forsøg.

AGF spiller sine hjemmekampe på Ceres Park, hvor der er plads til 19.433 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (5): 1955, 1956, 1957, 1960, 1986

Sølv (8): 1921, 1923, 1925, 1945, 1964, 1982, 1984, 1996

Bronze (12): 1933, 1949, 1950, 1951, 1962, 1978, 1983, 1985, 1987, 1991, 1997, 2020

Pokalturneringen

Guld (9): 1955, 1957, 1960, 1961, 1965, 1987, 1988, 1992, 1996

Sølv (3): 1959, 1990, 2016

Kilder: agf.dk/Wikipedia

Powered by Labrador CMS