Mindst 11 er døde

En orkan i det sydlige Mexico har kostet mindst 11 personer livet - flere er fortsat savnet

Udgivet Opdateret

Mindst 11 personer er omkommet og yderligere 21 mennesker er meldt savnet, efter at en kategori 2-orkan navngivet Agatha mandag trak ind over det sydlige Mexico og udløste oversvømmelser og jordskred.

Det oplyser Alejandro Murat, der er guvernør i delstaten Oaxaca, tirsdag lokal tid ifølge dpa og andre nyhedsbureauer.

Dødsfaldene skyldes især to ting ifølge guvernøren.

- Der var floder, som løb over deres bredder, og som det mest alvorlige var der jordskred, siger han ifølge nyhedsbureauet AP.

Den kraftigste orkan

Agatha er ifølge den amerikanske orkanvarslingstjeneste NHC den kraftigste orkan, der er gået i land på Mexicos stillehavskyst i en maj måned, siden NHC indledte sine registreringer i 1949.

Orkanen kom med vindstød op til 165 kilometer i timen.

Tirsdag blev orkanen nedgraderet til en tropisk storm.

70.000 mistede strømmen

Orkanen trak ind over et tyndt befolket område med små kyst- og fiskerbyer i regionen Sierra Sur i Oaxaca, og de kraftige vindstød medførte blandt andet udfald af strømforsyningen til omkring 70.000 husstande.

Ifølge guvernøren er elforsyningen endnu ikke genetableret alle steder.

Orkanen har skyllet enkelte broer væk og mudderskred blokerer desuden flere store veje i området.

Uvejret bevæger sig nu i nordøstlige retning mod delstaten Veracruz.

Orkanen Agatha trak mandag ind over det sydlige Mexico fra Stillehavet og udløste oversvømmelser og mudderskred. Her ses en delvist ødelagt bygning efter uvejrets hærgen. 11 personer er bekræftet omkommet og yderligere 21 mennesker er meldt savnet.
Orkanen Agatha trak mandag ind over det sydlige Mexico fra Stillehavet og udløste oversvømmelser og mudderskred. Her ses en delvist ødelagt bygning efter uvejrets hærgen. 11 personer er bekræftet omkommet og yderligere 21 mennesker er meldt savnet.

Fortsat lukkede

I den bjergrige Sierra Sur-region vil skoler dog fortsat være lukket onsdag, og fortsat kraftigt regn kan udløse flere mudderskred og oversvømmelser af floder, advarer guvernør Alejandro Murat.

Orkansæsonen i Stillehavet varer fra 15. maj til 30. november. I Atlanterhavet går den fra 1. juni til 30. november.

Klimaforandringer vil ifølge eksperter sandsynligvis betyde, at orkaner og tropiske storme generelt bliver kraftigere fremover.

Powered by Labrador CMS