Mor kan ikke få udleveret afdøde Navalnyj

Navalnyjs stab beskylder russiske myndigheder for at forsøge at dække sporene efter Putin-kritikerens død

Udgivet Opdateret

Aleksej Navalnyjs dødsfald

Aleksej Navalnyjs mor blev informeret om 'pludselig død syndrom' som dødsårsag, men familien får ikke udleveret liget, før myndighederne har lavet deres egen undersøgelse.

Navalnyjs stab anklager russiske myndigheder for at skjule liget og 'dække deres spor', ifølge udmeldinger på Telegram.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Aleksej Navalnyjs mor har lørdag fået at vide, at hendes søn blev ramt af "pludselig død syndrom", og at familien ikke kan få udleveret liget, før der er foretaget en undersøgelse.

Det oplyser Navalnyjs stab ifølge Reuters.

Staben beskylder russiske myndigheder for at forsøge at "dække deres spor", skriver AFP.

- Prøver at dække deres spor

- Det er tydeligt, at morderne vil dække deres spor og derfor ikke udleverer hans lig. De skjuler det endda for hans mor, skriver staben i en besked på Telegram.

Navalnyjs 69-årige mor, Ljudmila, har sammen med hans advokat trodset de barske vejrforhold og 30 minusgrader i det nordlige Rusland og er rejst til den straffekoloni, hvor hendes søn døde fredag.

Har ikke hans lig

De siger, at hans lig ikke er i lighuset. Det meddeler Navalnyjs talskvinde, Kira Jarmysj, i en besked på X.

I straffekolonien fik hans mor besked om, at hans lig var bragt til et lighus i en nærliggende by, Salekhard.

Men da hun ankom dertil med advokaten, var lighuset lukket.

Lighus lukket

Da Navalnyjs advokat ringede til et nummer, der stod på døren, oplyste lighuset, at de ikke har liget af den afdøde oppositionsleder, skriver Jarmysj på X.

- Lige nu har vi ikke adgang til liget, og vi ved ikke med sikkerhed, hvor det er. Vi kræver, at russiske myndigheder omgående udleverer Aleksejs lig til hans familie, siger Jarmysj til Reuters.

Har fået dødsattest

I straffekolonien har Navalnyjs mor fået udleveret en officiel dødsattest, hvor det fremgår, at hendes 47-årige søn døde fredag klokken 14.17 lokal tid, tilføjer hun.

- Da Aleksejs advokat og mor ankom til kolonien her til morgen, fik de at vide, at årsagen til Navalnyjs død var pludselig død syndrom, skriver Ivan Zjdanov, der leder Navalnyjs stiftelse til bekæmpelse af korruption, på X.

"Pludselig død syndrom" er et ukonkret udtryk for forskellige hjertelidelser, der har ført til hjertestop og død.

Powered by Labrador CMS