Napper endnu en russisk spion

Den polske indenrigsminister oplyser mandag, at et 15. medlem af et russisk spionnetværk er blevet anholdt.

Udgivet Opdateret

Polen har anholdt endnu et medlem af et russisk spionnetværk, oplyser den polske indenrigsminister, Mariusz Kaminski, mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Dermed er i alt 15 personer en del af en efterforskning.

15 fanget

30. juni skrev Reuters, at en russisk ishockeyspiller var blevet anholdt i Polen anklaget for at udføre spionage for Rusland. 

Det oplyste en anklager.

Ifølge anklagerne var ishockeyspilleren den 14. person i spionagenetværket.

Ishockeyspilleren er på kontrakt hos et hold i den bedste polske ishockeyrække. Hverken spillerens navn eller klub er offentliggjort.

Den polske indenrigsminister oplyser, at landet har fanget endnu en formodet spion.
Den polske indenrigsminister oplyser, at landet har fanget endnu en formodet spion.

Forberedte sabotage

Rusland er utilfreds med anholdelsen af den russiske ishockeyspiller og kræver en uddybende forklaring fra Polen.

Det har Marija Zakharova, talskvinde for det russiske udenrigsministerium, oplyst ifølge russiske nyhedsbureauer.

I marts lød det fra Polen, at man havde opbrudt et netværk for russisk spionage i landet. Dengang blev ni anholdt for angiveligt at forberede sabotage og for at monitorere togruter til Ukraine.

SPIONAGE

Spionage er en praksis hvis formål det er at opsnappe hemmeligholdte informationer om andre, for eksempel stater eller firmaer, uden deres viden. En person som begår spionage kaldes en spion og siges at spionere.

I den danske straffelov falder spionage under forskellige af paragrafferne i kapitel 12, "Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed".

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS