Paludan skaber ballade mellem Danmark og Tyrkiet

Rasmus Paludan vil fredag brænde koraner i København. Det giver diplomatisk strid mellem Danmark og Tyrkiet

Udgivet Opdateret

Tyrkiet har fredag haft Danmarks ambassadør i Tyrkiet til samtale blandt andet på grund af "angreb på Koranen".

Det oplyser unavngivne kilder i Tyrkiets udenrigsministerium.

Fredag eftermiddag bekræfter det danske udenrigsministerium, at den danske ambassadør har været til samtale.

Vil brænde tre koraner

At indkalde en ambassadør til samtale betragtes generelt som et markant diplomatisk værktøj, som sender et stærkt signal til ambassadørens land.

Danmark er særligt havnet i tyrkernes søgelys, efter at den dansksvenske politiker Rasmus Paludan torsdag meddelte, at han fredag vil brænde tre koraner i København - blandt andet ved Tyrkiets ambassade.

Paludan brændte en koran foran Tyrkiets ambassade i Stockholm lørdag for knap en uge siden. 

Det har forværret forholdet mellem Tyrkiet og Sverige.

Kræver ikke tilladelse 

Ifølge Reuters ønsker det tyrkiske udenrigsministerium, at de danske myndigheder forhindrer, at Paludans koranafbrændinger fredag finder sted.

En kilde fra ministeriet kalder ifølge Reuters Paludans varslede handlinger en "provokerende handling, der udgør en hadforbrydelse".

I Danmark kræver en demonstration ikke tilladelse, da det er omfattet af grundlovens bestemmelser om forsamlings- og ytringsfrihed.

Politiet skal informeres

Man skal dog informere politiet, så det kan sikre en fredelig afvikling. Politiet laver herefter en konkret vurdering af den enkeltstående demonstration.

Det har tidligt fredag eftermiddag endnu ikke været muligt at få fat i den danske ambassadør i Tyrkiet eller i Rasmus Paludan.

Paludans koranafbrændinger er blevet en del af et storpolitisk spil om muligt svensk Nato-medlemskab.

Kræver ja fra samtlige

Sverige ansøgte sidste år sammen med Finland om at blive en del af Nato. Hidtil har Tyrkiet dog nægtet at give grønt lys.

Nato-medlemskab kræver et ja fra samtlige 30 Nato-lande.

Rasmus Paludan sagde torsdag til den svenske avis Aftonbladet, at han vil brænde en koran foran Tyrkiets ambassade i København hver fredag, indtil Tyrkiet går med til at lukke Sverige ind i Nato.

Rasmus Paludan i færd med at brænde koranen af.
Rasmus Paludan i færd med at brænde koranen af.

Rasmus Paludan

Rasmus Paludan (født 2. januar 1982 i Nordsjælland) er en dansk politiker og advokat, der er stifter og leder af det højreorienterede politiske parti Stram Kurs.

 Paludan er blevet kendt for sine stærkt kontroversielle holdninger, herunder at islam bør forbydes, og at ikkevestlige borgere skal udvises af Danmark.

I de danske medier er han blevet beskrevet som højreradikal,ekstremist og hadprædikant.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS