Putin buldrer frem

Ifølge et krigskort er russiske styrker i de seneste dage rykket mindst ti kilometer nordpå, skriver Reuters.

Offentliggjort Sidst opdateret

Russisk Fremstød i Ukraine Forud for Trump-Putin Møde

Russiske styrker har foretaget et pludseligt fremstød i det østlige Ukraine, ifølge det ukrainske krigskort DeepState.

Fremrykningen sker kort før et møde mellem Donald Trump og Vladimir Putin, hvor krigen i Ukraine vil blive drøftet.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Russiske styrker har foretaget, hvad der bliver beskrevet som et "pludseligt" fremstød i det østlige Ukraine.

Det viser data fra det anerkendte ukrainske krigskort DeepState, skriver Reuters.

Ifølge kortet er russiske styrker i de seneste dage rykket mindst ti kilometer nordpå.

Dramatisk

Reuters kalder fremrykningen for "en af de mest dramatiske" i det seneste år.

Udviklingen sker, forud for at den amerikanske præsident, Donald Trump, skal mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, fredag.

Mandag understregede Trump på et pressemøde, at han under mødet vil bede Putin om at afslutte krigen og "forsøge at få noget land tilbage til Ukraine", skrev Reuters.

Donald Trump og Vladimir Putin mødes på fredag. (Arkivfoto).

Han beskriver mødet med Putin som et "afsøgningsmøde".

Har afvist

USA's præsident har flere gange tidligere sagt, at der kommer til at ske en udveksling af land mellem Ukraine og Rusland, hvis krigen skal afsluttes.

Men Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har afvist at afgive land til Rusland. Rusland har krævet, at Krim-halvøen og de østukrainske regioner Donetsk, Kherson, Luhansk og Zaporizjzja anerkendes som russiske.

Sker i Alaska

Det er første gang siden 2019, at Trump og Putin mødes fysisk.

Foreløbig er der ingen meldinger om, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, deltager i mødet.

Mødet skal finde sted i Alaska, men det er endnu uvist præcist hvor i Alaska og hvornår.

Powered by Labrador CMS