Putin kom med døds-missilet

Der er stærke indikationer på, at den russiske præsident besluttede at levere missilet, der skød MH17 ned

Vraget af MH17 der blev fundet i Donbass-regionen i det østlige Ukraine. (Arkivfoto)
Vraget af MH17 der blev fundet i Donbass-regionen i det østlige Ukraine. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Internationale efterforskere meddeler onsdag på et pressemøde, at de stopper deres undersøgelse af nedskydningen af Malaysia Airlines-fly MH17 over Ukraine i 2014.

Nedskydningen kostede 298 passagerer og besætningsmedlemmer livet.

Det er selv om, at efterforskerne konstaterer, at der er beviser for, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, besluttede at levere missilet til Moskva-støttede separatister i det østlige Ukraine, der stod for nedskydningen.

Ikke nok beviser

Der er ikke noget, der tyder på, at Vladimir Putin beordrede, at flyet skulle skydes ned, siger efterforskerne.

Efterforskerne konkluderer, at der ikke er beviser nok til at retsforfølge flere mistænkte.

- Undersøgelsen har nu nået sin grænse, og alle spor er nu opbrugt. Efterforskningen bliver derfor suspenderet. Beviserne er utilstrækkelige til flere retsforfølgelser.

Det siger den hollandske anklager Digna van Boetzelaer på et pressemøde i Haag.

Er skuffet

Boeing 777 flyet skulle flyve fra Amsterdam til Kuala Lumpur, da det blev ramt af et russisk fremstillet luftværnsmissil i juli 2014 under en konflikt mellem prorussiske oprørere og ukrainske styrker i Donbass-regionen i Ukraine.

Piet Ploeg, der leder en fond, der repræsenterer ofrene, siger, at han er skuffet over, at efterforskningen er afsluttet, men han er glad for, at anklagerne har fremlagt deres beviser for Putins involvering.

Familien dræbt

- Vi kan ikke gøre meget mere, Putin kan ikke retsforfølges. Vi ville gerne vide, hvem der i sidste ende var ansvarlig, og det er klart, siger han til Reuters.

Ploegs bror, hans brors kone og hans nevø døde om bord på MH17.

Vladimir Putin

Navn: Vladimir Vladimirovitj Putin.

Født: 7. oktober 1952.

Fødested: Leningrad (nu Sankt Petersborg), Rusland.

Søn af: Fabriksarbejder Vladimir Putin og Maria Putin.

Nationalitet: Russisk.

Uddannelse: Jura ved Leningrad Universitet 1975.

Civilstand: Skilt. Gift med Ludmila Shkrebneva Putin fra 1983 til 2014.

Fritidsinteresser: Judo. Har det sorte bælte.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS