Putins vanvid for fuld styrke

En 13-årig russisk pige, der endte på børnehjem på grund af en tegning om krigen, er blevet hentet af sin mor

Udgivet Opdateret

En russisk pige er blevet hentet at sin mor på et børnehjem, hvor hun var blevet placeret på grund af en antikrigs-tegning.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters torsdag.

Den 13-årige pige har angiveligt ikke haft kontakt til moren i mindst syv år.

Hendes far, Aleksej Moskaljov, er blevet idømt to års ophold i en straffelejr for at have vanæret den russiske hær via datterens tegning.

Boede med sin far

Tegningen viste russiske missiler, der flyver mod Ukraine, og ordene "Længe leve Ukraine" og "Nej til Putin, nej til krig". Pigen, der hedder Maria og også kaldes Masja, lavede tegningen sidste år i en billedkunsttime i skolen.

Aleksej Moskaljov boede sammen med sin datter, Maria, i denne boligblok i den russiske by Jefremov.
Aleksej Moskaljov boede sammen med sin datter, Maria, i denne boligblok i den russiske by Jefremov.

Rusland har siden krigen i Ukraine, der blev indledt 24. februar 2022, indført strenge straffe for at vanære landets væbnede styrker.

Den 13-årige pige boede alene med sin far, indtil han blev anholdt.

Ville ikke moderen

Ruslands kommissær for børns rettigheder, Maria Lvova-Belova, siger, at hun har snakket med pigen og moren, der hedder Olga.

- Masja ville ikke hentes af sin mor i første omgang, og hendes holdning skal rent juridisk være med i overvejelserne. Nu har hendes holdning ændret sig. Det har hun selv fortalt mig, siger Maria Lvova-Belova.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvorfor pigen og moren ikke har haft kontakt i over syv år, eller hvorfor den 13-årige pige skal have ændret mening.

Mere magt til staten

Den Internationale Straffedomstol (ISS) udstedte i marts en arrestordre på den russiske kommissær Maria Lvova-Belova.

Det skyldes, at Ruslands omfattende deportationer af ukrainske børn til områder under russisk kontrol ifølge FN er en krigsforbrydelse.

Reuters skrev onsdag, at en russisk domstol torsdag skal tage stilling til forældremyndigheden over den 13-årige pige.

Hvis farens forældremyndighed indskrænkes, ventes det at give den russiske stat mere magt til at bestemme, hvad der skal ske med pigen.

Powered by Labrador CMS