Skød mod USAs præsident: Nu sættes han helt fri

Fra juni næste år er John Hinckley, der for 40 år siden skød præsident Ronald Reagan, en fri mand

Her ses John Hinckley (i midten) i august 1981, hvor han bliver eskorteret af sikkerhedsagenter efter et retsmøde.
Her ses John Hinckley (i midten) i august 1981, hvor han bliver eskorteret af sikkerhedsagenter efter et retsmøde.
Udgivet Opdateret

John Hinckley, som i 1981 forsøgte at dræbe den daværende amerikanske præsident, Ronald Reagan, får ophævet betingelserne for sin prøveløsladelse fra juni næste år.

Det har en føderal domstol i Washington D.C. besluttet mandag.

- Efter alle disse år vil jeg bevilge Hinckley en ubetinget løsladelse, siger distriktsdommer Paul Friedman under et retsmøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

I september 2016 løslod selv samme Friedman John Hinckley fra en psykiatrisk institution, hvor han havde boet i 35 år.

Det skete, fordi dommeren vurderede, at den i dag 66-årige Hinckley ikke længere udgør en trussel for sig selv eller andre.

Dog knytter der sig en lang række forpligtelser til prøveløsladelsen.

Blandt andet skal John Hinckley holde sig inden for en radius af 80 kilometer fra sin mors hjem i Williamsburg i delstaten Virginia, og han har forbud mod at rejse til et område, hvor en nuværende eller tidligere præsident, vicepræsident eller medlem af Kongressen opholder sig.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Derudover må Hinckley ikke tale med journalister, og han skal arbejde tre dage om ugen.

Ifølge betingelserne fra 2016 skal han også tale med en psykiater to gange om måneden, skriver BBC.

Udgør ikke længere fare

Mandag siger dommer Paul Friedman ifølge Reuters, at Hinckleys psykiske problemer "er i bedring", og at han ikke længere udgør en fare.

Ronald Reagans datter Patti Davis skriver i en klumme i The Washington Post, at hun er modstander af Hinckleys løsladelse. Hun frygter, at han kan finde på at kontakte hende, og hun tror ikke, at han fortryder sin handling.

Kom sig hurtigt

Hinckley skød og ramte Ronald Reagan foran et hotel i Washington D.C. 30. marts 1981.

Reagan blev skudt i brystet. Hans ene lunge punkterede i attentatet, men præsidenten kom sig nogenlunde hurtigt.

Tre andre mænd blev såret under angrebet, herunder præsidentens pressechef, James Brady. Han har siddet i kørestol siden.

John Hinckley fortalte efterfølgende, at han skød mod præsidenten for at imponere skuespilleren Jodie Foster, som han var besat af.

Han blev af et nævningeting erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket. Derfor blev han fritaget for straf.

Senere kom det frem, at han har lidt af depression og tvangstanker det meste af sit liv.

John Kinckley, Jr.

John Warnock Hinckley, Jr. (født 29. maj 1955) er amerikaneren, som udførte et attentat mod præsident Ronald Reagan 30. marts 1981.

Han affyrede seks skud mod Reagan, da han forlod Hilton-hotellet i Washington D.C.

Reagan blev ikke ramt direkte, men en rikocherende kugle ramte ham i den venstre lunge mens pressesekretær James Brady blev ramt i rygsøjlen. 

John Hinckley Jr. havde bogen Catcher In The Rye (Forbandede ungdom) på sit hotelværelse, efter drabsforsøget på Ronald Reagan. Det var den samme bog som Mark Chapman sad og læste i, efter sit drab på John Lennon.

Hinckley kom for en domstol 21. juni 1982, hvor han blev dømt ikke skyldig på grund af sindssyge i gerningsøjeblikket, og han blev efterfølgende anbragt på et psykiatrisk hospital.

Han blev løsladt den 5. august 2016.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS