Smidt ud af Twitter

Gentagne brud på reglerne om corona-fejlinformation får Twitter til at lukke Marjorie Taylor Greenes profil

Den republikanske politiker Marjorie Taylor Greene har flere gange brudt Twitters regler om at sprede fejlagtig information om coronapandemien og får derfor lukket sin profil, meddeler det sociale medie. Her svarer hun på spørgsmål fra journalister uden for kongresbygningen i Washington D.C. (Arkivfoto)
Den republikanske politiker Marjorie Taylor Greene har flere gange brudt Twitters regler om at sprede fejlagtig information om coronapandemien og får derfor lukket sin profil, meddeler det sociale medie. Her svarer hun på spørgsmål fra journalister uden for kongresbygningen i Washington D.C. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Twitter har smidt et af USA's kongresmedlemmer af det populære sociale medie.

Den permanente udelukkelse af republikaneren Marjorie Taylor Greene sker på grund af gentagne brud på Twitters regler mod fejlinformation om coronapandemien.

Det bekræfter en talsperson for det sociale medie over for tv-stationen CNN søndag.

Greene er tidligere blevet udelukket midlertidigt for at have delt fejlinformation om corona og om præsidentvalget i 2020.

Kun private profil

Det er kun hendes private profil, hvor hun har været mest aktiv, der er lukket. Greene har stadig adgang til den officielle profil, hun har som kongresmedlem.

- Sociale medier kan ikke forhindre sandheden i at blive spredt vidt og bredt, skriver politikeren ifølge CNN i en kommentar til lukningen.

- Big Tech kan ikke stoppe sandheden. Kommunistiske demokrater kan ikke stoppe sandheden. Jeg står på sandhedens og folkets side, meddeler hun.

Udtalt vaccineskeptiker

Marjorie Taylor Greene er kendt som den formentlig mest udtalte vaccineskeptiker i USA's Kongres.

Hun nægter at bære mundbind og har indtil videre fået trukket mindst 58.000 dollar (380.000 kroner) i sin løn fra Kongressen for at dække de bøder, hun har fået som følge deraf.

Den 47-årige politiker fra Georgia tilhører den yderste højrefløj i Det Republikanske Parti. Hun blev første gang valgt ind i Repræsentanternes Hus ved valget i november 2020.

Støtter Trump loyalt

Hun er blandt andet kendt for sin loyale støtte over for USA's tidligere præsident Donald Trump. Hun bakker op om Trumps påstand om, at der blev snydt ved præsidentvalget i 2020, og at han reelt vandt.

Marjorie Taylor Greene har tidligere udtrykt støtte til konspirationsteorien QAnon, men har siden sagt, at hun har ændret holdning til den kontroversielle tankegang.

Powered by Labrador CMS