Stempler Biden som landsfjende

Donald Trump tilbage i vanlig aggressiv stil på vælgermøde

Udgivet Opdateret

Det var et brølende publikum, som var mødt op i den lille by Wilkes-Barre i delstaten Pennsylvania for at høre ekspræsident Donald Trump tale natten til søndag dansk tid.

Og beskyldningerne mod Demokraterne og nuværende præsident Joe Biden var voldsomme og blev leveret i høj frekvens.

- Han er en fjende af landet. I ønsker at kende sandheden. Landets fjende er ham, sagde Trump om præsident Biden.

Beskyldningerne kom som modsvar til Biden, som i en tale tidligere på ugen advarede mod Donald Trump og den yderste republikanske højrefløj, som han kaldte farlige for landets demokrati.

- Venstrefløjen er faren for demokratiet

- Republikanerne og Maga-bevægelsen (Make America Great Again, Donald Trumps valgslogan i 2016, red.) er ikke dem, som prøver at underminere demokratiet.

- Det er os, som prøver at redde vores demokrati, ganske enkelt. Faren mod demokratiet kommer fra den yderste venstrefløj, ikke fra højrefløjen, fortsatte Trump.

Den kontroversielle tidligere præsident langede desuden ud efter Joe Bidens regering, efter at det amerikanske forbundspoliti, FBI, for få uger siden ransagede hans hjem i delstaten Florida.

- Magtmisbrug

Det på trods af, at det amerikanske justitsministeriums og FBI's virke ikke hænger sammen med, hvem der sidder i Det Hvide Hus, skriver nyhedsbureauet AFP.

Men Trump kalder ransagningen for magtmisbrug.

- Der kan ikke være et klarere eksempel på de enormt alvorlige trusler mod den amerikanske frihed end for bare et par uger siden, hvor I var vidner til et af de værste tilfælde af magtmisbrug af en regering i amerikansk historie, sagde Trump.

Valgkamp er i gang

Selv om et valg til det amerikanske præsidentkontor ikke står for døren, er der alligevel gået valgkamp i den i USA.

Midtvejsvalget går i gang til november. Her skal amerikanerne vælge en del af landets parlamentarikere for de næste fire år.

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilde: Kilder: Business Insider og Biography.com

Demokraterne sidder for tiden på et flertal i Repræsentanternes Hus, mens de snævert har magten i Kongressens andet kammer, Senatet, hvor de typisk får støtte fra to løsgængere og vicepræsident Kamala Harris' afgørende stemme.

USA's præsident er en 'fjende af landet', siger tidligere Donald Trump på et vælgermøde natten til søndag dansk tid.
USA's præsident er en "fjende af landet", siger tidligere Donald Trump på et vælgermøde natten til søndag dansk tid.
Powered by Labrador CMS