Stjal Bidens datters dagbog

Joe Bidens datter efterlod sin dagbog i en vens hus. Den blev senere solgt til en konservativ aktivistgruppe

Udgivet Opdateret

To personer fra Florida erklærede sig torsdag skyldige i anklager om at have stjålet og solgt USA's præsident Joe Bidens datters dagbog til en konservativ aktivistgruppe ved navn Project Veritas.

De to personer, 40-årig Aimee Harris og 58-årige Robert Kurlander, erklærede sig ved en føderal domstol skyldige i at planlægge at transportere stjålne ejendele over statsgrænser. De indvilgede også i at samarbejde med anklagemyndigheden.

Torsdagens retsdokumenter nævner hverken Project Veritas eller Bidens datter Ashley Biden.

Kendt i månedsvis

Sagens detaljer har dog været offentlig kendt i månedsvis, og statsadvokaten har i en udtalelse sagt, at sagen drejer sig om et familiemedlem til en person, der på det tidspunkt var kandidat til en stilling i national politik.

Ifølge retsdokumenterne boede 41-årige Ashley Biden i en kortere periode i en vens hus i Delray Beach i Florida.

Her opbevarede hun dagbogen og andre ejendele.

Joe Bidens datter Ashley (til højre) fik stjålet sin dagbog. Tyvene solgte den for 20.000 dollar til en konservativ aktivistgruppe. (Arkivfoto).
Joe Bidens datter Ashley (til højre) fik stjålet sin dagbog. Tyvene solgte den for 20.000 dollar til en konservativ aktivistgruppe. (Arkivfoto).

Midlertidig bolig

Efter hun flyttede ud, inviterede vennen Aimee Harris til at bo der midlertidig. To måneder senere kontaktede hun Robert Kurlander og bad om hans hjælp til at sælge dagbogen og andre genstande - herunder private familiebilleder, siger anklagerne.

I tiden op til præsidentvalget i november 2020 solgte de to dagbogen til Project Veritas for 20.000 dollar - svarende til 150.000 kroner, viser retsdokumenter.

Civil sag

Sideløbende med sagen mod Harris og Kurlander har en civil retssag kørt.

Den handler om, hvorvidt Project Veritas spillede en rolle i tyveriet af dagbogen.

Paul Calli, der er advokat for Project Veritas, oplyste i november sidste år, at to personer tilbød at sælge dagbogen til gruppen, hvis advokater forhandlede en "armslængdeaftale" for salget.

Han sagde, at sælgerne påstod, at de havde fået fat i dagbogen på lovlig vis.

Project Veritas udgav aldrig en historie om dagbogen, fordi det ikke kunne verificeres, at den tilhørte Ashley Biden. De sørgede i stedet for at sende den til myndighederne i Florida.

Lovligt og etisk

I en udtalelse torsdag siger Paul Calli, at Project Veritas arbejder lovligt og etisk.

- En journalist lovlige modtagelse af materiale, der senere påstås at være stjålet, er rutinemæssigt, lovligt og beskyttet af ytringsfriheden.

Aimee Harris' advokat siger, at hans klient har "erkendt ansvaret for sine handlinger og glæder sig til at komme videre med sit liv".

Robert Kurlanders advokat er ikke vendt tilbage på Reuters' henvendelse.

En af Ashley Bidens advokater har afvist at kommentere sagen.

Powered by Labrador CMS