Tiltalt for salg af ligdele

En leder af lighuset på Harvard Medical School solgte i årevis kropsdele på det sorte marked, mener anklagere

Udgivet Opdateret

En tidligere leder af lighuset på Harvard Medical School i USA er blandt fem personer, der er blevet tiltalt i en sag om tyveri og salg af kropsdele fra lig doneret til skolen.

Det oplyser føderale anklagere onsdag lokal tid.

Den 55-årige Cedric Lodge, som blev fyret fra sit job den 6. maj, og de fire andre tiltalte er mistænkt for at have solgt kropsdele på det sorte marked fra omkring 2018 til 2022.

Det oplyser anklagemyndigheden i Middle District i delstaten Pennsylvania i en erklæring.

Harvard Medical School ligger i Cambridge i delstaten Massachusetts, men en af de tiltalte bor i Scranton i Pennsylvania.

Solgte kropsdele videre

Anklagerne mener, at Cedric Lodge, der har arbejdet på Harvard siden 1995, ind i mellem ville lade potentielle købere komme ind på skolens lighus for at undersøge ligene og udvælge de kropsdele, de ville købe.

Ifølge anklagerne solgte køberne oftest kropsdelene videre.

Som en del af den samme efterforskning er en sjette person i Arkansas tidligere blevet tiltalt.

Hun mistænkes for at stjæle kropsdele fra det lighus, hun arbejdede for.

Anholdt onsdag sammen med hustru

Cedric Lodge blev anholdt af det føderale politi FBI onsdag.

Det samme gjorde de fire andre tiltalte, heriblandt Lodges hustru.

- Nogle forbrydelser går imod al forståelse, udtaler anklager Gerard Karam i en erklæring.

- Tyveri og handel med menneskelige kropsdele rammer selve essensen af det, der gør os til mennesker, tilføjer han.

Harvard Medical School er blevet ramt af en skandale, efter at en nu tidligere ansat er blevet tiltalt i en sag om tyveri og salg af kropsdele doneret til skolen i videnskabens navn. (Arkivfoto).
Harvard Medical School er blevet ramt af en skandale, efter at en nu tidligere ansat er blevet tiltalt i en sag om tyveri og salg af kropsdele doneret til skolen i videnskabens navn. (Arkivfoto).

Ville hjælpe med lægeuddannelse

Gerard Karam oplyser videre, at personer, hvis kropsdele blev solgt på det sorte marked, frivilligt havde doneret deres kroppe til at hjælpe med at uddanne læger på Harvard Medical School.

- Vi er rystede over at erfare, at noget så foruroligende kan ske på vores universitet, udtaler George Daley, der er dekan på Harvard Faculty of Medicine, i en erklæring.

Ifølge George Daley samarbejder Harvard med myndighederne i sagen.

Fik kendskab til det i marts

Harvard Medical School fik først kendskab til beskyldningerne i marts.

Skolen er i færd med at undersøge blandt andet logfiler, der viser, hvornår kropsdelene blev sendt til kremering, og hvornår Cedric Lodge var på arbejde.

Powered by Labrador CMS