Toner frem i nat: Trump vil tale til amerikanerne

Trump vil i talen fortælle om de resultater, han har opnået som præsident i 2025, fortæller pressesekretær

Offentliggjort Sidst opdateret

Trump vil tale til nationen om sine resultater

Donald Trump vil holde en tale til nationen natten til torsdag dansk tid.

Talen vil fokusere på de resultater, han har opnået som præsident.

Pressesekretæren antyder, at han også vil præsentere kommende politiske tiltag.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

USA's præsident, Donald Trump, vil natten til torsdag dansk tid holde en tale til nationen.

Det skriver Trump tirsdag aften i et opslag på sit eget sociale medie, Truth Social.

- Mine landsmænd: I morgen aften klokken 21 (klokken 03.00 dansk tid, red.) vil jeg holde en tale til nationen direkte fra Det Hvide Hus. Jeg glæder mig til at se jer.

- Det har været et fantastisk år for vores land, og det bedste ligger stadig foran os, skriver han.

Trump fortæller i opslaget ikke, hvad talen kommer til at handle om.

Karoline Leavitt 

Det gør Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, til gengæld til journalister natten til onsdag dansk tid.

Hun fortæller, at Trump i talen kommer til at fokusere på de ting, han har opnået, siden han i januar blev taget i ed som præsident.

- Det bliver en rigtig god tale. Jeg har lige været i Det Ovale Værelse (Trumps kontor i Det Hvide Hus, red.) for at snakke om den, siger Leavitt ifølge nyhedsbureauet AFP og tilføjer:

Pressesekretær i Det Hvide Hus, Karoline Leavitt, fortæller natten til onsdag til journalister, hvad Trump har tænkt sig at tale om under tale til nationen natten til torsdag.

- Han vil tale meget om resultaterne de seneste 11 måneder, alt det, som han har gjort for at bringe vores land tilbage til storhed, og alt det, han fortsat planlægger at gøre for at fortsætte med at levere resultater til det amerikanske folk de næste tre år.

Til det amerikanske medie Fox News fortæller Leavitt desuden, at Trump under talen måske også vil give en forsmag på nogle af de politiske tiltag, som han planlægger at indføre efter årsskiftet.

Sjældent forekommende 

Taler til nationen er en sjældent forekommende begivenhed i USA.

Det er noget, der typisk sker, når USA er i krise, eller der finder større begivenheder og udviklinger sted.

Blandt andet holdt Trump i kølvandet på USA's angreb på iranske atomanlæg i juni en direkte tale til nationen.

Trumps forgænger, Joe Biden, holdt ligeledes en tale til nationen i juli sidste år.

Bidens tale blev afholdt få dage efter, at han havde meddelt, at han trak sig som præsidentkandidat og stillede ikke op ved præsidentvalget samme år.

Powered by Labrador CMS