Trump i nye problemer

USA's tidligere præsident Donald Trump kan blive tiltalt efter lov, der stammer fra tiden efter borgerkrigen

Udgivet Opdateret

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump står muligvis til at blive tiltalt for at bryde en lov, der stammer fra Rekonstruktionstiden efter Den Amerikanske Borgerkrig.

Det fremgår af et brev, som den særlige anklager Jack Smith har sendt til ekspræsidenten, fortæller tre personer med viden om sagen til avisen The New York Times.

Jack Smith leder den føderale storjury, som undersøger sagen, der er relateret til stormløbet på Kongressen 6. januar 2021.

I forvejen er det kendt, at Donald Trump muligvis kan blive tiltalt for sammensværgelse om at bedrage regeringen og hindring af en officiel proces.

Men det tredje mulige anklagepunkt er ifølge The New York Times en overraskelse.

Sammensværgelse

Konkret handler det om sammensværgelse om at beskadige, undertrykke, true eller intimidere personer i deres udøvelse af et hvilket som helst grundlovssikret privilegium.

Kongressen vedtog loven efter borgerkrigen for at retsforfølge hvide personer fra Sydstaterne, der havde kæmpet mod Unionen, som blandt andet omfattede de delstater, der havde afskaffet slaveriet.

Det drejede sig blandt andet om medlemmer af den højreekstremistiske organisation Ku Klux Klan (KKK), der udøvede terrorisme for at forhindre sorte amerikanere i at stemme.

I den moderne æra er loven ifølge The New York Times blevet brugt i sager om sammensværgelser om vælgersvindel.

I forvejen er det kendt, at Donald Trump muligvis kan blive tiltalt for sammensværgelse om at bedrage regeringen og hindring af en officiel proces. Men det tredje mulige anklagepunkt er ifølge The New York Times en overraskelse. (Arkivfoto).
I forvejen er det kendt, at Donald Trump muligvis kan blive tiltalt for sammensværgelse om at bedrage regeringen og hindring af en officiel proces. Men det tredje mulige anklagepunkt er ifølge The New York Times en overraskelse. (Arkivfoto).

Centrum for efterforskning

Tidligere på ugen oplyste Donald Trump, at han er er blevet informeret om, at han er centrum for en efterforskning vedrørende stormløbet, der fandt sted, efter at han tabte valget til den nuværende præsident, Joe Biden.

Ifølge ham selv har han fået fire dage til at melde sig til den særlige anklagejury.

Donald Trump har meddelt, at han vil forsøge at blive genvalgt til præsidentposten i 2024.

Klar føring

På nuværende tidspunkt viser alle meningsmålinger, at han har en klar føring blandt de kandidater, som har meddelt, at de vil være Republikanernes præsidentkandidat.

I juni erklærede Donald Trump sig ikkeskyldig i 37 føderale anklagepunkter om, at han på ulovlig vis opbevarede dokumenter om USA's nationale sikkerhed, efter at han forlod Det Hvide Hus, og efterfølgende løj over for de myndigheder, som krævede dem tilbage.

Den sag efterforskes også af Jack Smiths storjury.

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilde: Kilder: Business Insider og Biography.com
Powered by Labrador CMS