Trump overrasker på nyt foto

Tidligere præsident Donald Trump har delt sit forbryderbillede på X, hvortil han skriver "overgiv dig aldrig"

Udgivet Opdateret

USA's tidligere præsident Donald Trump har delt sit forbryderbillede på X, tidligere kendt som Twitter, efter at han torsdag blev anholdt og løsladt i Georgia i delstaten Atlanta.

Det er hans første opslag på det sociale medie siden januar 2021.

- Valgindblanding. Overgiv dig aldrig!, står der til billedet.

Trumps seneste opslag på X blev offentliggjort 8. januar 2021. Det var et par dage efter stormløbet mod Kongressen, hvor Trump-tilhængere forsøgte at forhindre de amerikanske lovgivere i at godkende resultatet af præsidentvalget i 2020.

Donald Trump overrasker på nyt forbryderfoto.
Donald Trump overrasker på nyt forbryderfoto.

Delt voldsomt

Det nye opslag kan ses som et tegn på, at Trump vender tilbage til X, som under valgkampen og præsidentperioden var hans foretrukne megafon. Dengang hed platformen Twitter. Platformen skiftede navn sidst i juli i år.

På mindre end 40 minutter er opslaget fra Trump blevet videredelt 121.000 tusinde gange, mens over 267.000 har syntes godt om det.

Torsdag fik Trump taget et forbryderbillede i Fulton County Jail i Georgia, hvor han er tiltalt for i alt 13 forhold, der relaterer sig til manipulation af præsidentvalget i Georgia i 2020.

Blev smidt af

X, dengang Twitter, udelukkede permanent Trump fra platformen i januar 2021 på grund af risiko for, at Trump vil opfordre til yderligere vold efter stormløbet på Kongressen.

Trumps konto blev genåbnet, efter at Elon Musk i oktober sidste år købte platformen.

Trump brugte i tiden efter valget det sociale medie til at påstå, at hans nederlag i valget i 2020 skyldtes omfattende valgsvindel, og til at dele andre konspirationsteorier.

Trump har delt et opslag på det sociale medie X for første gang siden januar 2021.
Trump har delt et opslag på det sociale medie X for første gang siden januar 2021.

Holder sig til eget medie

Efter udelukkelsen fra X har Trump startet sit eget sociale medie, Truth Social.

Der har den tidligere præsident 6,4 millioner følgere. På X har han tidligt fredag morgen dansk tid 86,5 millioner følgere.

Efter at hans profil på X blev genåbnet, har Trump sagt, at han vil holde sig til Truth Social.

Blå bog om Donald Trump

* Fulde navn: Donald John Trump.

* Født: 14. juni 1946.

* Fødested: Queens, New York City, USA.

* Forældre: Frederick C. og Mary Macleod Trump.

* Nationalitet: Amerikansk.

* Politisk parti: Det Republikanske Parti.

* Civilstand: Gift med Melania Trump, som han har en søn sammen med. Han har desuden fire børn fra to tidligere ægteskaber.

* Uddannelse: Han har en bachelorgrad i økonomi fra University of Pennsylvania fra 1968.

* Karriere: Han begyndte allerede under sin uddannelse at arbejde for sin fars ejendomsfirma i sin fritid.

– 1971: Han overtog formelt virksomheden og omdøbte den senere til The Trump Organization. Hans fokus var i begyndelsen på projekter i New York, men firmaet fik senere aktiviteter adskillige steder i USA og i andre lande.

– 2015: Han annoncerede, at han vil gå efter at blive Republikanernes præsidentkandidat.

– 2016: Han blev formelt valgt som partiets kandidat i juli.

– 2016: Han blev valgt til USA’s præsident i november 2016, som nummer 45 i rækken af amerikanske præsidenter.

– 2020: Han tabte kampen om at blive genvalgt som USA’s præsident til demokraten Joe Biden

* I 2004 deltog han for første gang i tv-showet “The Apprentice” (på dansk “Hyret eller Fyret”), hvor deltagerne konkurrerede om en ledende stilling i Trumps firma.

* Fritidsinteresser: Golf.

Kilde: Kilder: Business Insider og Biography.com
Powered by Labrador CMS