Ulv står bag blodigt angreb
Har tidligere angrebet kvinde
Det var en ulv, der i slutningen af juli angreb og bed en seksårig dreng i Holland.
Det bekræfter en DNA-prøve, oplyser de lokale myndigheder i Utrecht ifølge DR.
Ulven er i Holland kendt under navnet Bram og er registreret med nummer GW3237m.
Ulven er kendt af de lokale myndigheder, da den tidligere på året bed en kvinde, som var på vandretur. Efterfølgende blev den af en lokal domstol kategoriseret som problemulv, der dermed skal aflives.
Bekymrende
- Denne særlige ulvs opførsel har været usædvanlig og bekymrende i et stykke tid. Det faktum, at GW3237m også var involveret i denne hændelse, understreger, hvor vigtigt det er med den aflivningstilladelse, der blev udstedt sidste måned, skriver myndighederne i Utrecht i en pressemeddelelse.
Kræver klarhed
Sagen i Holland har affødt politiske reaktioner i Danmark, hvor minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), efter angrebet på den seksårige dreng kontaktede de hollandske myndigheder for at få klarhed over hændelsen.