Undersøger Tesla efter uheld

Der åbnes nu en undersøgelse af Teslas automatpilotsystem efter en stribe uheld med forskellige modeller

Teslas automatpilotsystem skal gås efter i sømmene af de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder.
Teslas automatpilotsystem skal gås efter i sømmene af de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder.
Udgivet Opdateret

Verdens største elbilproducent, Tesla, skal have undersøgt sit avancerede automatpilotsystem efter en række uheld på de amerikanske veje.

Det står klart, efter at USA's nationale trafiksikkerhedstjeneste, NHTSA, mandag har åbnet en undersøgelse af systemet.

17 personer skadet

NHTSA har identificeret 11 trafikuheld i USA, hvor Teslas automatpilotsystem har været involveret. Én ulykke resulterede i et dødsfald, mens syv andre uheld medførte skader til i alt 17 personer.

NHTSA meddeler mandag, at tjenesten "bestræber sig på at sikre den højeste sikkerhedsstandard på landets veje".

Forsvarer systemet

- For at sikre, at den nøglemission lykkes og for bedre at kunne forstå uheldene med Tesla-biler, har NHTSA åbnet en indledende evaluering af Teslas automatpilotsystem, lyder det.

Tesla-stifter Elon Musk har forsvaret systemet. 

Selskabet har tidligere også advaret om, at systemet stadig kræver "aktivt opsyn fra føreren".

Systemet snydt

Kritikere mener dog, at systemet for nemt bliver snydt af omgivelserne.

De 11 uheld, som NHTSA har identificeret, er sket med flere forskellige Tesla-modeller. Undersøgelsen omfatter Tesla-modellerne Y, X, S og 3.

Nyheden om undersøgelsen har mandag ført til et fald i Teslas aktier.

Tesla Inc.

Tesla, Inc., som tidligere hed Tesla Motors, Inc.er en amerikansk elbil- og batteriproducent grundlagt i 2003 og opkaldt efter Nikola Tesla.

Salget af elbiler startede i 2008 med Tesla Roadster som skabte international opmærksomhed, da det var den første elsportsvogn på markedet.

Virksomheden blev grundlagt af Martin Eberhard, Marc Tarpenning, JB Straubel og Ian Wright.

De stødte på Elon Musk, da de var ude og søge økonomisk støtte til deres projekt.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS