Vil prøveløslade kendt morder

I 1968 skød og dræbte Sirhan Sirhan præsidentkandidat Robert F. Kennedy under hans valgkampagne

Et prøveløsladelsesnævn har stemt for, at den i dag 77-årige Sirhan Sirhan skal prøveløslades. Palæstinenseren har siddet i fængslet siden 1969 for drabet på daværende præsidentkandidat Robert F. Kennedy. (Arkivfoto)
Et prøveløsladelsesnævn har stemt for, at den i dag 77-årige Sirhan Sirhan skal prøveløslades. Palæstinenseren har siddet i fængslet siden 1969 for drabet på daværende præsidentkandidat Robert F. Kennedy. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Et prøveløsladelsesnævn i San Diego i den amerikanske delstat Californien har fredag stemt for at prøveløslade palæstinenseren Sirhan Sirhan, der i 1968 likviderede daværende præsidentkandidat Robert F. Kennedy.

Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Det betyder imidlertid ikke, at Sirhan Sirhan løslades med det samme.

Resultatet af afstemningen skal nu forbi et andet udvalg, hvorefter Californiens guvernør, Gavin Newson, skal tage den endelige beslutning.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Sirhan Sirhan er palæstinenser og født i Jerusalem, skriver dpa.

Han skød angiveligt den 42-årige Kennedy i en protest mod den proisraelske præsidentkandidat.

Drabet skete, et år efter at Israel i Seksdageskrigen havde erobret blandt andet Gaza og Østjerusalem.

Skudt på hotel

Klokken var omkring midnat mellem den 5. og 6. juni 1968, da Sirhan Sirhan på Ambassador Hotel i Los Angeles trak sin pistol og skød Kennedy, der udover at være præsidentkandidat dengang var senator fra delstaten New York.

Sirhan Sirhan blev kort efter overmandet af omkringstående folk og blev året efter dømt til døden af en amerikansk domstol.

Tre år senere blev straffen dog sænket til fængsel på livstid.

Han har dermed siddet fængslet siden 1969.

Det var 16. gang, at Sirhan Sirhan havde bedt om prøveløsladelse.

Storebror blev også myrdet

Robert F. Kennedy var lillebror til den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy, der også blev likvideret - knap fem år forinden.

Drabet på Robert F. Kennedy kom, bare få måneder efter at menneskerettighedskæmperen Martin Luther King blev skudt på et hotel i byen Memphis i delstaten Tennessee.

Ud over anspændte raceforhold var den amerikanske befolkning splittet over holdningen til den igangværende krig i Vietnam.

USA's myrdede præsidenter

USA har igennem tiden oplevet fire drab på siddende præsidenter.

* Abraham Lincoln, 1865.

* James Garfield, 1881

* William McKinley, 1901

* John F. Kennedy, 1963.

Attentaterne på Lincoln og Kennedy er de mest kendte, og historikere har fundet en række sammenfald mellem de to mænd og attentaterne:

* Begge blev valgt til Repræsentanternes Hus i 46 og til præsident i 60 - dog med 100 års mellemrum.

* Begge slog vicepræsidenter ved deres præsidentvalg.

* Begge mistede en søn i præsidentperioden.

* Begge blev skudt en fredag med konen ved siden af.

* Begge blev skudt i hovedet bagfra.

* Lincoln blev skudt i Fords Teater, Kennedy blev skudt i en bil af mærket Lincoln, der hører under Ford-koncernen.

Kilde: dpa/Ritzau
Powered by Labrador CMS