Voldsomme uroligheder

Concordepladsen i Paris blev ryddet med tåregasgranater og vandkanoner, og 217 personer blev anholdt

Udgivet Opdateret

I alt 217 personer er blevet anholdt under en voldsom demonstration i Paris, hvor politiet til sidst måtte gribe til hårde midler for at opløse folkemængden.

Det skriver det franske medie France Info.

Omtrent 6000 vrede demonstranter var mødt op på Concordepladsen, der ligger i nærheden af det franske præsidentpalads i midten af landets hovedstad, Paris.

Her viste demonstranterne deres utilfredshed med præsident Emmanuel Macron, som kort forinden havde benyttet sig af en kontroversiel artikel i den franske forfatning til at gennemtvinge en upopulær pensionsreform.

Udviklede sig voldeligt

Reformen hæver landets pensionsalder fra 62 til 64 år.

Politiet brød for alvor ind, da demonstrationen begyndte at udvikle sig voldeligt.

Ifølge flere medier brugte politiet i sidste ende tåregasgranater og vandkanoner til at rydde pladsen. Demonstranter satte ild til træpaller og smed kasteskyts efter de franske politibetjente.

Der var torsdag aften også demonstrationer i andre større franske byer. Blandt andet i Marseille, Dijon, Nantes, Rennes, Rouen, Grenoble, Toulouse og Nice.

Nye demonstrationer i vente

Flere af landets store fagforeninger har opfordret til landsdækkende demonstrationer og strejker på torsdag i næste uge. Millioner af mennesker har allerede demonstreret mod reformerne.

Landets indenrigsminister, Gérald Darmanin, har instrueret politiet i at iværksætte "øgede beskyttelsestiltag" for landets parlamentsmedlemmer under de store demonstrationer.

Ministeren skulle ifølge France Info i et brev stilet til politiet have skrevet, at franske parlamentsmedlemmer er i fare for trusler, fornærmelser og hærværk.

Kan stadig afværges

Macrons manøvre med at tvinge reformen igennem betød, at den ikke behøvedes at blive stemt om i det franske underhus, Nationalforsamlingen.

De franske parlamentarikere kan dog stadig underminere artikel 49.3 i den franske forfatning, som er den, som Macron har gjort brug af. Det kræver dog, at parlamentet stiller den franske regering over for et mistillidsvotum.

Franske demonstranter satte ild til flere ting, inden de blev opløst af landets politi torsdag aften. Hundredvis er blevet anholdt.
Franske demonstranter satte ild til flere ting, inden de blev opløst af landets politi torsdag aften. Hundredvis er blevet anholdt.
Powered by Labrador CMS