Huset-stjerne i chok

Charlotte Fich spiller presset fængselsbetjent, der kæmper med sorg og håbløshed, og arbejdet med at gestalte de følelser har sat sig i ansigtet

Udgivet Opdateret

Charlotte Fich blev noget overrasket, da hun gik hen og kiggede i instruktørens skærm under optagelserne til DR-dramaet "Huset", som skuespilleren har en af de bærende roller i.

Hun kunne nærmest ikke genkende den, hun så på skærmen.

- Jeg blev meget chokeret over at se, hvor krøllet mit ansigt var: "Nej, nej, nej, ser det sådan ud?!". Jeg synes ikke, jeg ser sådan ud i virkeligheden. Hvis du tog et billede af, hvordan jeg ser ud nu, er der stor forskel. Er det ikke mærkeligt?, udbryder Charlotte Fich og tilføjer så:

- Det er åbenbart det, der sker med ansigtet, når man begynder at tænke de tanker, jeg gjorde.

En ud af fire

Charlotte Fich portrætterer en af de fire fængselsbetjente, som DR's nye seriesatsning centrerer sig om.

De bliver beordret ovenfra til at få bugt med den dårlige omtale, hierarkiet og handlen med stoffer, der dominerer blandt fangerne, og det rykker ved balancen.

Uden for fængslet kæmper de fire betjente hver deres kamp for at bryde ud af deres eget indre fangenskab. Gert, som Charlotte Fich skildrer, er lammet af sorgen over sin dræbte soldatersøn og håbløsheden over sin mands demenssygdom.

Overrasket

Det har overrasket den erfarne skuespillerinde, hvordan hun ser ud i serien i fremkaldelsen af de følelser og reaktioner, Gert har, og leve sig ind i dem.

- Det er instrumentet at tænke og forestille sig, hvordan monstro det er, og finde andre situationer fra ens liv - sit private liv - som kunne fremkalde samme form for følelse, som man har brug for på optagelserne, siger Charlotte Fich og fortsætter:

- Hvis man tænker en følelse, så gør kroppen jo noget, og den gør forskellige ting. Hvis jeg tænker: "I dag skal det være dejligt", så gør jeg sådan her:

Charlotte Fich spiller over for Bjarne Henriksen i flere følelsesladede scener i DR-dramaet "Huset". (PR-foto).

Charlotte Fich slår ud med armene, lukker øjnene, smiler og kigger op, så brystkassen står åben.

- Hvis jeg lukker mig, bliver kroppen rundrygget, siger hun og falder lidt sammen, der hvor hun sidder.

- Det er konsekvensen af, hvordan man forestiller sig selv og sin væren i verden.

Opløftende og sjovt

Trods de alvorlige og forpinte folder, ansigtet er lagt i på skærmen, har det ikke plantet sig på settet, forsikrer Charlotte Fich.

- Det har været så opløftende og så sjovt, fordi vi har haft tid til at lede efter de bedste svar på de spørgsmål, vi har stillet til karaktererne eller scenerne. Vores intention er at fortælle om eksistentielle problemer, siger skuespilleren og tilføjer:

- Jeg synes, det er enormt spændende med lukkede døre. Hvis man kan få lov til at sparke nogle af dem ind og se på, hvad der er på bagsiden, synes jeg, man skal gøre det, lyder det fra hende.

Næste afsnit af "Huset" kan ses på DRTV fra fredag morgen og sendes på DR1 søndag klokken 20.00.

Fakta: Charlotte Fich

* Blev uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1989.

* Fik sit helt store gennembrud i DR-succesen "Rejseholdet" i 2000.

* Privat er hun gift med instruktøren Per Fly, som hun har to sønner med.

* Hun fik en Bodil og en Robert i 2006 for sin præstation i dramafilmen "Drabet", som Per Fly både skrev og instruerede.

* Hun modtog karrierens anden Bodil-statuette i 2008 for sin birolle i dramaet "Kærlighed på film".

Powered by Labrador CMS