Josephine står langt fra alene

Prinsesse Josephine er en del af Eventyrteatret. Men hun er langt fra den eneste royale, som har prøvet sig selv af som skuespiller

Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys yngste datter, 12-årige prinsesse Josephine, er en del af Eventyrteatrets opsætning af Peter Pan i Glassalen i Tivoli i København.

Også i en række andre europæiske kongehuse har der været skuespillere af kongelig karat.

Havde bærende rolle

Prins Harrys hustru, hertuginde Meghan, var, inden hun giftede sig med den royale brite, skuespiller og havde en af de bærende roller i seriesuccesen "Suits".

Prins Harry er ikke den eneste kongelige, der har giftet sig med en skuespiller. Monacos monark, fyrst Albert, er søn af den oscarvindende amerikanske Hollywood-stjerne Grace Kelly og miniputlandets daværende regent, fyrst Rainier.

I faldskærm med James Bond

Også prins Harrys farmor, dronning Elizabeth, har udfoldet sig på skærmen. Hun optrådte i en såkaldt cameo som sig selv i en videosekvens under åbningsceremonien af de olympiske lege i Englands hovedstad, London, i 2012.

Den dengang 86-årige regent åbnede OL med en filmsekvens sammen med James Bond, der blev spillet af Daniel Craig.

James Bond i Daniel Craigs skikkelse hentede således den britiske majestæt på Buckingham Palace, inden de lettede i en helikopter for at springe ud over det olympiske stadion for at åbne legene - den del var dog optaget med en stuntmand.

Prinsesse Josephine, her sammen med sin mor, kronprinsesse Mary, er langt fra den eneste royale, der har prøvet kræfter med skuespillet.

Bød ind med berømt monolog

Også dronningens ældste søn - prins Harrys far - kong Charles har optrådt som skuespiller.

Han indtog de skrå brædder med sit bud på den berømte monolog "To be, or not to be" fra "Hamlet" under et Shakespeare-show i Royal Shakespeare Theatre i 2016.

Selv om norske Marius Borg Høiby ikke er royal, er hans mor, Mette-Marit, kronprinsesse af Norge.

I 2016 medvirkede kendissønnen som statist i den norske kultserie "Skam".

Også dronning Margrethe

Prinsesse Josephines farmor, dronning Margrethe, er også en del af skuespillerverdenen, men mere bag kameraet.

Den 83-årige regent har både tegnet kostumerne og kreeret scenografien til den Bille August-instruerede Netflix-film "Ehrengard: Forførelsens kunst"

Powered by Labrador CMS