To fundet døde i lejlighed
Mand og kvinde i 40'erne fundet døde

To personer er tirsdag fundet døde i en lejlighed på Vesterbrogade i Nørresundby.
Det skriver Nordjyllands Politi tirsdag aften i en pressemeddelelse.
Der er tale om en mand og en kvinde i 40'erne.
Afgået ved døden
Nordjyllands Politi modtog tirsdag klokken 16.35 en anmeldelse om dødsfald på en bopæl i Nørresundby.
- Da politiet kom frem til adressen, fandt man på stedet to personer – en kvinde og en mand begge i 40’erne – der var afgået ved døden. De nærmeste pårørende er blevet underrettet, skriver Nordjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Havde relation til hinanden
Det er sparsomt hvad politiet kan sige tirsdag aften af hensyn til den nu pågående efterforskning.

Politiet kan dog kort sige, at de to afdøde personer står i en relation til hinanden.
- Vi har kun arbejdet på stedet i nogle timer, og det er nu vores opgave at få belyst de nærmere omstændigheder omkring dødsfaldene. Det arbejde gør vi grundigt. Derfor tager det tid – og derfor vil vi være synlige i området omkring adressen i længere tid, lyder det fra vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, Frank Olsen.
Han understreger, at der ikke er nogen fare for den almindelige borger i området.