Marius i retten: Skete i kælderen 

Anklagemyndigheden mener, at voldtægt blev begået i de kongeliges hjem

Offentliggjort Sidst opdateret

Marius Borg Høiby i retten for voldtægtsanklage

Marius Borg Høiby er anklaget for voldtægt i kælderen under kronprinsparrets hjem.

Anklagen bygger på billeder og videoer, som politiet har fundet på hans telefon.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det norske kronprinspar var hjemme, da Marius Borg Høiby ifølge anklagemyndigheden udsatte en kvinde for voldtægt ved andet forhold end samleje i kælderen under kronprinsparrets hjem.

Det er kommet frem under afhøringen af Marius Borg Høiby i retten i Oslo onsdag eftermiddag, skriver NRK.

Voldtægt ved efterfest

Marius Borg Høiby er søn af den norske kronprinsesse Mette-Marit og Morten Borg. Da Høiby var to år gammel, blev hans mor kæreste med den norske kronprins.

- Mine forældre er hjemme og højst sandsynligt også mine søskende, siger Marius Borg Høiby om den pågældende nat.

Voldtægten blev begået i forbindelse med en efterfest, mener anklagemyndigheden.

For lukkede døre

Anklagen bygger på billeder og videooptagelser fra episoden, som politiet har fundet på Marius Borg Høibys mobiltelefon.

Selv kan Marius Borg Høiby angiveligt ikke huske, at han har taget billederne.

- Jeg kan ikke huske, at jeg har taget dem, siger han i retten.

Videoerne og billederne blev vist for lukkede døre i retten tidligere på dagen.

De blev taget om morgenen en dag i december 2018.

Forgreb sig på hende

På billederne ses en kvinde, som tilsyneladende sover, og som Marius Borg Høiby ifølge anklagemyndigheden forgriber sig på.

Kvinden har onsdag afgivet forklaring i retten, og her sagde hun, at hun tror, at hun var blevet givet et stof, som gjorde, at hun ikke var ved bevidsthed, da billederne og videoerne blev taget.

Sex i kælderen

Marius Borg Høiby fortæller, at han og den pågældende kvinde havde sex i kælderen under Skaugum-residensen om natten, og at kvinden var vågen.

Men han kan ikke huske, at han skal have udsat kvinden for de seksuelle handlinger, som er beskrevet i tiltalen, og som politiet mener, at han har filmet.

Han nægter sig skyldig i voldtægt.

Inden hun blev gift

Kronprinsparrets primære hjem, Skaugum, ligger lidt uden for Oslo.

Kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakon har en søn og en datter sammen. 

Kronprinsessen havde allerede Marius Borg Høiby, inden hun blev gift med den norske kronprins i 2001.



Powered by Labrador CMS