Skovler penge ind

Sidste år havde ByteDance, der ejer TikTok, en omsætning på 213 milliarder kroner, skriver avis

TikTok har de senere år opnået stor popularitet hos især børn og unge mennesker. (Arkivfoto)
TikTok har de senere år opnået stor popularitet hos især børn og unge mennesker. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Den kinesiske teknologivirksomhed ByteDance, der blandt andet ejer appen TikTok, har sidste år mere end fordoblet sin omsætning.

Det har ByteDance oplyst i en orientering til sine ansatte. Det skriver den amerikanske avis The Wall Street Journal.

Omsætningen er sidste år vokset til, hvad der svarer til 213 milliarder kroner. Det er en stigning på hele 111 procent sammenlignet med året før.

Til sammenligning har store danske virksomheder som Mærsk, Novo Nordisk og Vestas sidste år omsat for henholdsvis 244, 127 og 111 milliarder kroner.

Det fremgår ikke af avisens historie, hvad der ligger til grund for den markante omsætningsvækst. Men et bud er indtægter fra den populære app TikTok.

Kan se korte videoer

TikTok er et socialt medie, hvor brugere kan se eller selv dele korte videoer, hvor de blandt andet mimer til sange, danser eller laver mad.

Mediet har de senere år opnået stor popularitet hos især unge mennesker.

Der har dog været flere hændelser, som har fået politikere til at rejse tvivl om brugernes privatliv og sikkerhed på det sociale medie.

Ud over TikTok ejer ByteDance også andre apps som eksempel Douyin, der er en pendant til TikTok, men til brug indenrigs i Kina, og Jinri Toutiao, der er en app til at samle nyheder.

1,9 milliarder aktive brugere

På tværs af alle platforme har ByteDance omkring 1,9 milliarder aktive brugere om måneden, fremgår det ifølge avisen af orienteringen til medarbejderne.

Mens omsætningen sidste år er steget stort for ByteDance, så er virksomheden løbet ind i et driftsunderskud på 13 milliarder kroner i 2020.

Ifølge The Wall Street Journal skyldes underskuddet til dels, at ByteDance har haft højere udgifter i forbindelse med udlodning af aktier til de ansatte.

I 2019 havde ByteDance et driftsoverskud på 4,2 milliarder kroner.

Hvad er TikTok?

Kort fortalt er TikTok et socialt medie.

Konceptet er, at brugeren vælger et stykke musik, som vedkommende så mimer til og filmer sig selv. Videoen kan efterfølgende deles med en gruppe venner – eller på etablerede medier som Instagram eller Facebook.

– Alle kan være med. App’en har gjort det brugervenligt og nemt at lave musikvideoer til yndlingssangen eller dit eget et-minuts-stand-up-show. Den tekniske indgangsbarriere er lav, og når du har lavet din første video, så er det en leg at lave den næste, forklarede Nathalie Larsen, digital chef og social medie-strateg hos marketingsbureauet Lead Agency, tidligere på året til Finans.dk.

Flere eksperter har advaret mod brugen af mediet – også her hjemme. Til Politikenhar to eksperter såldes udtalt, at forældre bør slette app’en fra børnenes telefoner.

Powered by Labrador CMS